< Deltagerlisten til EKS-Brand DM MX i Aalborg
13.08.2018

DM motocross slutspurt i Aalborg


Årets fjerde DM Motocross afdeling køres på Dallbanen ved Aalborg, og det er første gang i nyere tid, at landets bedste motocrosskørere gæster banen med de spektakulære hop. Kørerne har længe efterspurgt et DM stop i Aalborg og de glæder sig som vanvittige til at give publikum en på opleveren. Samtidigt er søndagens løb årets næstesidste afdeling i EKS-Brand DM motocross-serien, og det markerer at slutspurten på de vigtige mesterskabspoint skal sættes ind i Aalborg.

Bjerregaard er hjemmebanefavorit
Nichlas Bjerregaard har den røde frontnummerplade solidt monteret på sin Yamaha i MX1 klassen, og med den røde frontnummerplade som det synlige bevis på at han fører klassen, kommer han også til start på sin hjemmebane med en god portion selvtillid. Derudover er føringen på hele 50 point, så det er meget tæt på, at Bjerregaard kan sikre sig mesterskabet med en god præstation. Den slags afhænger selvfølgelig også af konkurrenterne, og nærmeste udfordrer er Mathias Gryning fra Næstved Motorklub, som egentlig har haft en god sæson, men bare ikke helt har kunne matche Bjerregaard.

Kampen om tredjepladsen i MX1 ligner lige nu et opgør imellem de to sjællændere Andreas Kristensen Falden og Benjamin Strate, men der er også en anden hjemmebanekører der kan blande sig i toppen. Det er Kim O. Sørensen, som er den eneste udover Bjerregaard der har haft den røde frontnummerplade, men senere mistede terræn pga. uheld og skader. Kim O. Sørensen har farten og med hjemmepublikummet i ryggen kan han sagtens være et bud på en vinder i Aalborg.

Sjælland mod Jylland mod Sverige i MX2
Mathias Jørgensen fra Hedelands Motorklub er køreren med den røde frontnummerplade - og dermed føring i mesterskabet – i MX2 klassen, men forholdsvis tæt på sig har han Randers-køreren Glen Meier og derefter svenske Felix Nilsson, som også deltager i det åbne danske mesterskab. Alle tre har set virkeligt stærke ud i de seneste DM afdelinger, og Aalborg er dermed stedet, hvor de kan starte en stærk slutspurt på deres konkurrenter.

Kenneth Kaalund er imidlertid endnu en hjemmebanekører som kan drille favoritterne. Kaalund har været skadesramt, men har bl.a. taget nogle starter tidligere på året, og han virker til at være godt kørende igen. Værd at bemærke er det også, at de to piger Sara Andersen og Line Dam er til start i MX2 klassen. De gør det begge to rigtigt godt internationalt lige nu – hvor Sara Andersen er blevet europamester og ligger nr. 9 i VM, mens Line Dam ligger nr. 11 i VM – så der er god grund til at holde et godt øje med dem i Aalborg.

U18 supportklasse
I klassen hvor morgendagens stjerner skal findes, er der ingen der har kunne røre Rasmus Pedersen fra Kolding Motocross Klub. Rasmus har foreløbigt vundet samtlige heat i junior klassen, og intet tyder på at det vil ændre sig på søndag. Nærmeste konkurrenter er Mikkel Nyvang Frandsen fra Næstved og Victor Fromberg Henriksen fra Køge Sports Motorklub.

Alt information om søndagens DM motocross i Aalborg findes på Dmmotocross.dk


Tilbage til top