DMU Live Social Media

DMU

< DMU's elitenyhedsbrev (nr. 4)
19.06.2017

MX: Kids Cup-weekend i Svendborg


I den netop forgangne weekend lagde Motorcykel Clubben Svendborg bane til 3. afdeling af DMU Kids Cup og til ATK træning for de unge kørere. Læs mere og se den samlede stilling her.

Lørdag morgen stod 51 microkørere og deres familier samlet foran MCS’ klubhus, klar til at modtage instruktion om programmet for dagens ATK træning. Humøret var højt blandt både børn og forældre, og det var der ikke noget at sige til; solen skinnede ned på baneanlægget, hvor alt var gjort klar til træningsdagen, hvor microerne skulle undervises efter principperne bag Aldersrelateret TræningsKoncept (ATK) i motocross.
 
Kørerne blev delt op i fire grupper, og med 51 tilmeldte var der godt fyldt op på både microbanen og maxibanen, hvor et afkortet stykke af banen også blev taget i brug. Microerne gik til de forskellige øvelser med krum hals, og selvom den ældste kører var 11 år gammel og den yngste blot 2,5, blev alle udfordret med balanceøvelser, svingteknik, position på cyklen og meget andet. Til at stå for træningen havde MCS Nicolai Gordon, Rasmus Johansen og Christian Skøtt, alle tre dygtige kørere fra værtsklubben, som derfor havde et godt kendskab til banen og dens hårde underlag – en noget anden oplevelse for microerne end den sandede Uhrebane, hvor årets første ATK-træning blev afholdt i slutningen af april.
 
Efter en veloverstået ATK-træningsdag lørdag, var det søndag blevet tid til 3. afdeling af DMU Kids Cup. Hele 64 kørere stod på deltagerlisten, og særligt i klasserne C50 og C80 var der godt fyldt op. Før søndagens løb var det værtsklubben Svendborg, som førte den samlede stilling med 409 point, Morsø indtog 2. pladsen med 371 point, og på 3. pladsen lå Holstebro med 356 point; men søndagens løb i Svendborg medførte en omrokering i den samlede top 3.
 
På dagen var det Vestsjællands Microcross, som var bedst kørende og hentede 235 point, tæt forfulgt af Broby Motocross Klub med 232 point og Motorcykel Clubben Svendborg med 221 point. Herefter kom Randers Motor Sport med 134 point og Morsø Motocross Klub med 127 point. Det betyder, at den samlede stilling efter 3. afdeling stadig føres af MCS, nu med 630 point, men på en 2. plads ligger nu Vestsjællands Microcross, som før lå nr. 4., med 589 point, og Broby Motocross Klub, som før lå nr. 5, har sneget sig op på en samlet 3. plads med 511 point. Morsø og Holstebro har til gengæld skiftet top 3 ud med henholdsvis 4. og 5. pladsen.
 
Klik her og se den samlede stilling efter 3. afdeling af Kids Cuppen.
 
Meget kan nå at ændre sig endnu, hvor der stadig er to afdelinger af Kids Cuppen tilbage. 4. afdeling køres d. 12. august hos Børkop Motor Sport, og den 5. og sidste afdeling afholdes d. 24. september hos Vestsjællands Microcross, hvor løbsdagen igen er kombineret med en ATK-træningsdag, så der er tale om et weekendarrangement af samme slags som i Svendborg og tidligere i Herning.
 
Weekenden i Svendborg bød på en masse glade børn som hyggede sig, trænede deres færdigheder på en crossmaskine og hyggede sig endnu mere – der er vist ingen tvivl om, at de glæder sig til næste afdeling i Børkop d. 12. august!


Banner

Banner

Tilbage til top