DMU Live Social Media

DMU

< PA: Sebastian Hougaard Trads deltager i den tredje runde af F2 World Championships
02.08.2018

MX: DMU Yamaha Kids Cup 4. afdeling


Læs optakten til sæsonens 4. afdeling af DMU Yamaha Kids Cup, som køres i Broby søndag d. 12. august.

Sommerferien er langsomt ved at være et overstået kapitel for de flestes vedkommende, og mens de fleste har nydt den varme sommer, evt. med ferie til sydens ligeså varme sol, strand, måske motocrosstræning eller noget helt andet -så har Broby Motocross Klub forberedt sig på efterårssæsonens første DMU Yamaha Kids Cup - 4. afdeling i serien.

BMCK og DMU's sportsudvalg glæder sig i høj grad til at byde de mindste i sporten, samt deres forældre, måske bedsteforældre velkomne til et lækkert baneanlæg i det midtfynske ”Fyn er fin”…

Afkortet maxibane til "de store" og publikumsvenlig microbane til de yngste

Her er denne gang lagt op til en oplevelse ud over det sædvanlige for de små microsupercrosskørere, for med undtagelse af begynder/laveffektklassen skal de ud at køre på en afkortet maxibane.

De helt små gennemfører deres træning og heat på Broby's microbane, og det bliver med garanti en super oplevelse for de små, da det er muligt at publikum kan stå hele vejen rundt om microbanen og heppe på dem.

For klasserne 50- og 80cc gælder det, at de kommer ud på en bane, der til dagen er forberedt til at tage imod disse klasser. Broby's maxibane er ikke den største, og den egner sig derfor rigtig godt til den slags løbsafviklinger.  Samtidig vil der være foretaget nogle ændringer her og der, som tilgodeser deltagerne.

Der vil absolut ikke være tvivl om, at alle vil få sig en oplevelse ud over det sædvanlige.

Der vil i det hele taget blive ekstra godt imod fra Broby, idet løbsafviklinger i DMU-regi ikke er hverdagskost på disse kanter, så de glæder sig virkelig til søndag d. 12. august.

Den aktuelle stilling

Kaster man et forsigtigt blik på DMU Yamaha Kids Cup stillingen, så har Svendborg brugt sommerferien til at lune sig på førstepladsen med 1958 point, men Morsø fra solskinsbanen i det nordvestjyske følger tæt efter med 1944 point. På den øjeblikkelige 3. plads finder vi så 4. afdelings arrangør, Broby Motocross Klub med noget mere beskedne 1032 point. Efter topholdene i DMU Yamaha Kids Cup klubserien følger Herning, Vestsjælland, Holstebro, Hjørring, Aars osv… Alle med gode muligheder for at kæmpe med om både titel og efterfølgende placeringer i kampen om at blive årets DMU Yamaha Kids Cup klubvinder.

Mon ikke der er god basis for noget rigtig godt ræs i Broby d. 12. august?

Bred opbakning til Kids Cup i MX-sporten - og andre kigger med

Ser vi lidt på det hele fra oven, så har DMU Yamaha Kids Cup seriens første 3 afdelinger (6 i alt), inden sommerferien haft besøg fra 26 klubber, og tager vi 2017 med, er vi oppe på 31 klubber. Det giver i Danmarks Motor Union en god fornemmelse af, at vi bevæger os i god, sund og positiv retning for de yngste i motocrosssporten.

Kombinationen af ATK og klubrelateret ”kamp” tiltaler tydeligvis rigtig mange, og på den baggrund arbejdes der også på at udvikle på serien, men under stadig hensyntagen til at være i den rette balance i mellem ”leg, udvikling, konkurrence, fællesskab”.

I DMU's sportsudvalg er man således allerede i færd med forberedelserne til næste års Kids Cup serie. Andre grene i Danmarks Motor Union er ligeledes begyndt at skæve til succesen i MX grenen, og det giver de der arbejder med microsporten og dennes udvikling et mentalt og ikke mindst motiverende godt rygstød.

Camping, fællesspisning og musik

I Broby vil der være mulighed for at campere allerede lørdag, og "Danmark Dejligst" lægger turen forbi Broby lørdag d. 11. aug. – se her

Måske bliver der tid til at lytte til lidt musik fra Rasmus Nøhr og ZIDIDADA...

Broby arrangerer fællesspisning for de der har lyst, og tilmelding kan foretages via oplysninger der kan findes her

*OBS*  sidste frist for tilmelding til fællesspisningen er torsdag d. 9. august.

Tilmelding og yderligere information

Herunder følger nogle nyttige links der kan benyttes som genveje til en god og fantastisk weekend i Broby Motocross Klub:

DMU Yamaha Kids Cup tilmelding/onlineportal

*OBS* Vær opmærksom på, at kørere med træningslicens og endagslicens ikke kan tilmelde via løbskalenderen, men skal tilmelde via mail og bankoverførsel - alle nødvendige oplysninger kan findes i løbskalenderen via linket ovenfor.

Broby Motocross Klub

Broby Motocross Facebook

broby.danmark-dejligst


Banner

Banner

Banner

Banner

Tilbage til top