DMU Live Social Media

DMU

< Enduro: Six days Enduro løber af stablen om 5 dage
08.11.2018

MX: Årets frivillig 2018 blev Moss fra Holstebro Moto Cross Club


Hvert år kåres årets frivillig i DMU. I år blev der indsendt mange flotte indstillinger, hvilket gjorde det svært for juryen at udpege en enkelt. Det blev Moss der løb med prisen, og du kan læse her om hans reaktion på prisen.

Moss kan efter weekendens Klubkonference kalde sig Årets Frivillig i DMU 2018. Det sker efter kåringen lørdag morgen, hvor Erik Gundersen præsenterede de 10 nominerede, der alle var mødt op eller sendt en repræsentant. De 10 nominerede var:

- Inger Ingerslev, Broby Motocross Klub
- Erik Lind, Holstebro Speedway klub
- Klavs Kleinsberg, Grindsted Speedway Klub
- Charlotte Kærgaard, Holstebro Speedway klub
- Moss, Holstebro Moto Cross Club
- Merete Beck, Fyens Motor Sport
- Freddi Toft, Holstebro Speedway klub
- Vivi Land, Mors Motocross Klub
- Peter Mastrup, Næstved Motor Klub
- Bettina Møller, Han herred Motorklub

Moss er frivillig i Holstebro Moto Cross Club og er der ved alle træninger, løb og arrangementer, hvor han sørger for licenskontrol, indskrivning til træning, kaffebrygning, hygge og røver-historier. Derudover er han altid klar på at drøne ud og åbne for spildevandstømning eller andet, når alle andre er på arbejde! Efter at sygdom har ramt ham, har han fået en lille el-crosser, og kan nu drøne banen rundt, selvom benene siger stop. Derudover giver han en rørende og personlig velkomst, til alle folk der gæster klubben.

Han siger selv følgende som prisen:

"Jeg modtog i lørdags en pris som årets frivillig i DMU. Jeg blev meget overrasket over bare at være nomineret.
Da jeg stod på scenen med alle de fantastiske frivillige i DMU der var nomineret, havde jeg slet ikke regnet med, I ville råbe mit navn op.
Jeg er meget ydmyg omkring prisen, og I kan tro det betyder meget for mig.
Jeg satte første gang mine ben i Holstebro Moto Cross Club i forbindelse EM maxi i 2009. Jeg kendte nogen i klubben og var inviteret med for at se noget motocross.
Der gik ikke længe før jeg befandt mig oftere og oftere på banen. Jeg tilbød min hjælp med diverse opgaver, som flagpost, græsslåning, træningslederopgaver, hjælp ved løb og div.
Pludselig blev jeg syg, først med kræft, som jeg overvandt -kort derefter fik jeg konstateret ALS, og det dør man af. Kort og godt. 
Mine kræfter er ikke, hvad de har været, og opgaverne er skiftet til det jeg kan klare, som fx licenskontrol/indskrivning ved træninger, kaffebrygning og ja vel lidt som hygge-onkel.
Når alle andre er på arbejde, så kan jeg sagtens lige åbne banen op, hvis der skal tømmes skrald eller tanke. Det ved jeg, er en stor hjælp i klubben.
At få prisen fortæller mig, at det jeg kan og gør bliver værdsat, også selvom det ikke er det store, jeg kan løfte længere. Klubben siger endda at der altid vil være noget jeg kan gøre, 
og det er jeg rigtig glad for. Dét at komme ud på banen, at møde alle de fantastiske kørere og deres familier -jamen det holder mig igang, og i live.

Til de mennesker der ikke syntes de har tid til at give en hånd med i deres forening, så syntes jeg egentlig bare de skulle prøve - for det giver faktisk meget mere, end det kræver!"


Banner

Banner

Banner

Tilbage til top