DMU Live Social Media

DMU

< MX: Thomas Kjer Olsen i kamp for at bevare VM-føringen
14.05.2019

SW: Sekunder på spil i Warszawa


Niels Kr. Iversen og Leon Madsen kørte Danmark i årets Par-VM finale i sidste weekend. Men hvordan de to danske grandprix stjerner egentlig står individuelt, får vi svaret på lørdag aften. For femte år i træk indledes kampen om verdensmesterskabet – grandprix serien – med et spektakulært race på Polens nationale stadion i Warszawa. Som nyt er der indført en regulær tidskørsel fredag, som får sportslig betydning.

Af Ib Søby

Som en velduftende bog, der er ankommet direkte fra bogtrykkeren til boghandleren. Sådan ligger de frydefulde forventninger hos alverdens speedwayfans i de næste par dage op til lørdag aften.
En bog med blanke sider, hvor dette års VM historie skal indskrives, heat for heat, træning efter træning, de nye tidskørsler, og de uforglemmelige glædesscener, når podiet indhylles i champagne og festfyrværkeri.

En bog der slutter i Torun i oktober.

Og dog.

Dele af forordet er allerede indskrevet. For den amerikanske veteran - den firedobbelte verdensmester - Greg Hancock er ikke med i Polen. Han bliver i sit Stockholmske residens for at støtte hustruens kamp mod brystkræft på nærmeste hold. Hancocks plads bliver overtaget af den unge englænder Robert Lambert, der er førstereserve i serien.

Den australske 2017 verdensmester Jason Doyle er højst sandsynligt heller ikke med i åbningsfesten på Stadion Narodowy. Han havde et slemt styrt i den polske liga for ti dage siden, men den endelige udmelding om Doyles situation, er i skrivende stund ikke ankommet.

Hvem skal man så holde øje med på lørdag.

Ganske enkelt - dem alle!

Ud af de 15 permanente kørere, er der kun tre som endnu ikke har vundet en grandprix sejr. Leon Madsen, Artem Laguta og Janusz Kolodziej. Men vi ved jo at de, på en god dag, kan bide skeer med alle andre kollegaer, som de dagligt danser slaggevals med, i de respektive ligaer.

Der er ingen i årets felt, man ikke tænker, har kvaliteten til at vinde en grandprixsejr. Alle møder frem med intentionen om at få en god start – 10 point, eller mere, i VM kampagnen. Man ved hvor vigtigt der er at være med fremme fra starten. At materiel er i tip top stand, men alligevel vil nogle falde igennem og have en møgaften. Vi ved bare ikke hvem, men det betyder, at nogle kørere allerede efter klokken 22 på lørdag, kan være sat alvorligt bagud. Og det vil ske, for nogle kørere kommer til at tage fra Warszawa med 2-3 point. Så er der langt op ad bakke, og det er jo i bund og grund den jomfruelige spænding ved en sæsonåbning.

Bookmakerne peger på verdensmester Tai Woffinden fra England og Bartosz Zmarzlik fra Polen som favoritter, både til lørdag og til den samlede titel. Men flere bureauer har også Leon Madsen højt på listen. Madsens succes i efteråret er primært skabt i Polen, så det bliver så interessant at følge ham på lørdag. Sammen med Iversen, var Madsen ikke specielt prangende i forrige weekends VM-Par semifinale i Manchester, men de to danskere formåede at rejse sig og vise klasse, og den styrke, som rakte til en VM billet.

Personligt vil jeg også sætte et lille kryds ved svenske Frederik Lindgren. 

Den nye tidskørsel

Som oftest har det mest spændende ved fredagstræningen op til et VM- grandprix været den lokale borgmester eller hovedsponsors lodtrækning af kørernes startnumre. Det har altid været af stor vigtighed, hvilke heats man mødes i og med hvilke startgates og hjelmfarve. 

Nu skal der køres om retten til at vælge startgates. Hermed får fredagens træning en helt ny betydning, der – også mediemæssigt – kan minde om tidskørslerne i Formel 1. For eksempel har startnummer fem altid været attraktiv, fordi den giver to gange rød hjelm og inderste startgate, ud af de fem gange køreren er på banen inden eventuelle semifinaler og finaler.

 - Nu får vi muligheden for at give os selv et godt udgangspunkt op til det enkelte grandprix. Det er bestemt ikke ligegyldigt, om man har to røde startgates på engangsbaner i fx Cardiff eller Warszawa, ligesom man ved at to gule startgates på banen i Krsko kan være et problem, siger den danske grandprix stjerne Niels Kr. Iversen.

Fredag klokken 19.00 starter selve tidskørslen, hvor den langsomste kører fra den frie træning kører først og den hurtigste til sidst. Hver kører får 60 sekunder på banen, hvilket typisk vil give tre-fire omgange til at sætte en god tid. Den hurtigste kører bliver førstevælger af de vigtige startnumre, den næst hurtigste blive anden vælger og så fremdeles. 

 - Det nye tiltag vil også medføre en helt ny strategi i forbindelse med træning og tidskvalifikation. Det bliver noget som kørerne lige skal vænne sig til. Hvordan sætter man bedst en hurtig tid på 60 sekunder, hvornår på træningsdagen er banen bedst, og hvordan er indstillingerne på motorcyklen. Sagt på en anden måde, kan det måske være en fordel at sætte en langsom træningstid, for at få sine 60 sekunder alene, først i kvalifikationen, end omvendt, vurderer Niels Kr. Iversen.  

De kørere, som eventuel ikke får sat en tid på grund af tekniske problemer, eller andre forhold, vil efter tidskvalifikationen blive indplaceret i heatskemaet via en lodtrækning, som løbsjuryen foretager på stedet.

Grandprix feltet 2019:

Tai Woffinden, Bartosz Zmarzlik, Frederik Lindgren, Maciej Janowski, Greg Hancock, Artem Laguta, Jason Doyle, Emil Saytfudinov, Patryk Dudek, Matej Zagar, Martin Vaculik, Janusz Kolodziej, Niels Kr. Iversen, Antonio Lindbäck, Leon Madsen.
Reserver: Robert Lambert, Max Fricke, Mikkel Michelsen, Vaclav Milik.

Tidligere finaler i Warszawa:

2018  Tai Woffinden, Maciej Janowski, Frederik Lindgren, Artem Laguta
2017  Frederik Lindgren, Maciej Janowski, Jason Doyle, Martin Vaculik
2016  Tai Woffinden, Greg Hancock, Matej Zagar, Chris Holder
2015  Matej Zagar, Chris Harris, Jaroslaw Hampel, Niels Kr. Iversen.
Løbet blev afbrudt efter heat 12.


Banner

Banner

Banner

Banner

Banner

Tilbage til top