Kontakt     FAQ

Modstand mod maskinkort i Motocross PDF Udskriv E-mail
28/10-2005

Jeg indrømmer gerne, at vi fra ledelsen i Danmarks Motor Union nok ikke havde forestillet os, at forslaget om indførelse af et maskinkort i motocross ville støde på den modstand, som det har. Men efter sommermøderne med DMUs motocross klubber og klubledermødet den 12. oktober mellem klubformændene og DMUs ledelse står det klart for Hovedbestyrelsen og Sportsdivision Motocross, at en aftale omkring Maskinkort i dansk motocross mellem DMU og Motorcykel Importørernes Forening (MIF) ikke kan realiseres på det foreliggende grundlag.
Kritikken blandt MX klublederne går over en bred kam på, at man mener, at Maskinkortet efter den foreslåede model generelt byder på flere ulemper end fordele, og at den kontrol, der skal ske af kortenes tilstedeværelse, ikke kan gennemføres som foreslået.

Ganske kort skal jeg her repetere, at de danske motorcykelimportører gennem nogle år har haft ønske om at få stoppet den trafik, hvor motocross-cykler købes i udlandet - og efterfølgende indføres i Danmark, men - ifølge MIF - ikke momses som de skal efter danske regler. Ifølge MIF er der tale om en stigende tendens. MIF har også anført, at trafikken bl.a. betyder - at priserne på brugtmarkedet for motocrosscykler bliver væsentligt lavere, og derved rammer handelen i Danmark dobbelt hårdt.
Danmarks Motor Unions ledelse støtter principielt fortsat idéen om et maskinkort eller en tilsvarende ordning. Vi har tilkendegivet forståelse for MIF?s synspunkter og er klart indstillet på at støtte tiltag, som medvirker til, at lovgivningen her i landet overholdes. Men vi lever også i en realiteternes verden og må notere, at en ordning om ?momsmærkning? ? som maskinkortet jo reelt er ? kræver at klubberne og vore officials er indstillet på at varetage kontrolopgaven og dermed i et eller andet omfang bære ?skiltet? som den danske Motorcykelbranches forlængede arm.
Og for at sige det som det er: MX klublederne mener ikke, at DMU-organisationen og klubberne bliver kompenseret godt nok for at påtage sig de ulemper, det nye kontroltiltag i den foreslåede form vil medføre. 

Hovedbestyrelsen og SDB Motocross har efter MX klub-ledermødet drøftet sagen. Og konklusionen er, at DMU ikke kan tiltræde ordningen efter det aftaleudkast, som ligger på bordet. Vi har dog ikke fuldstændig slået hånden af idéen og er fortsat - hvis der er interesse herfor - indstillet på at drøfte alternative modeller, som også vore klubber kan se værdien i.

Det er vigtigt for at skabe succes for et maskinkort eller andre nye tiltag, der involverer en bred kreds i DMU, at klubberne er med - og går ind med god vilje - ellers skaber vi en fiasko. Og det har hverken Danmarks Motor Union eller Motorcykel Importørernes Forening brug for.