DMU Live Social Media

Dragracing

< DR: Tilmelding officialkursus den 24. marts
08.03.2018

DR: DCD-nyhedsbrev om sæsonstart


Dragracing Club Denmark har udarbejdet et nyhedsbrev, hvor du kan læse mere om sæsonstart, arbejdsweekender og kåring og hædring af både kører og klub ved årets repræsentantskabsmøde. Læs nyhedsbrevet her.

Af Dragracing Club Denmark

Nu er der ikke længe til at vi skal i gang med det vi har ventet en lang og kold vinter på, nemlig dragracing.

Sæsonen starter om cirka halvanden måned med Springrace, Test og Tune på Mosten Dragway, så få nu meldt din mc eller bil til på www.dcd.nu under tilmelding.

Inden vi når så langt er her en lille opsamling om klubbens aktiviteter:

Æresbeviser til klub og kører
På et netop overstået repræsentantskabsmøde i DMU blev vores klub hædret som årets klub inden for road racing/drag racing. Blomster og et sølvfad var det synlig bevis.

Også inden for DASU blev vi rangeret blandt top 10 af klubberne i 2017.

Så klap jer på skulderen, for klubben gjorde det godt i 2017.

Mogens Lund blev hædret for den flotte 2. plads i EM og for sit Nordisk Mesterskab, ved overrækkelse af blomster og sølvfad.

Om eftermiddagen afholdt Mogens et foredrag om dragrace. Det gjorde han rigtig godt og flere spurgte ind til både sporten og køretøjet.

Stort tillykke til Mogens og tak for foredraget.

Arbejdsweekender
Der er stadig arbejde, der skal laves inden sæsonen går i gang. Derfor er der arbejdsdage i Allingåbro på formandens værksted skærtorsdag og langfredag, så meld dig gerne til på dcd.nu.

Der skal også laves en del i Thisted Lufthavn, hvor vi har fået rådighed over flere lokaler, der skal indrettes til opbevaring af vort materiel og til soverum for officials. Vi skal også have lavet bedre badefaciliteter, gjort rent i storkøkkenet mm.

Arbejdsweekenden er flyttet til den 14. -15. april, da lufthavnschef Bo er på ferie på de først udmeldte datoer. Også her kan du tilmelde dig på www.dcd.nu.

Officialkursus 24. marts
Vi gentager sidste års succes og holder officialkursus på ovennævnte dato. Tilmelding igen via www.dcd.nu.

Der er kommet flere ændringer af reglementerne, så “gamle” officials skal have læst op på lektien og nye skal uddannes. På kurset er det også muligt at tage en officiallicens. Så tilmeld jer endelig. Reglementer på www.dcd.nu under medlemsinfo.

Sponsorater
Det går ovenud godt med sponsorater, så foreløbig en rigtig stor tak til sponsorerne, der gør det muligt for os at drive og udvikle vores sport.

Sponsorater har gjort det muligt at indkøbe et køretøj, som skal indrettes til brandbil. Vi leder pt efter det rette køretøj til formålet.

Årets award
Der er heldigvis længe til, og forhåbentlig en rigtig god race-sæson, før vi skal til award.

Det bliver et nyt sted i år, da vi er vokset ud af lokalerne i Fredericia.

Derfor bliver årets award afholdt på Blommenslyst Kro lidt vest for Odense, altså stadig rimelig centralt i landet.

Her er der et begrænset antal værelser til rådighed, hvis du vil overnatte. Så du skal booke tidligst muligt direkte på hotellet på telefon 62303065 eller info@blommenslyst-kro.dk.

Et dobbeltværelse koster 500 kr. og et enkeltværelse 450 kr. inklusive morgenmad.

Få skruet færdig i værkstederne, så vi kan ses til Springrace, hvis ikke før til en af arbejdsweekenderne.

Mvh. Bestyrelsen.


Banner

Banner

Banner

Tilbage til top