DMU Live Social Media

Motocross

Seneste Nyheder

< MX: Opfordring til kørere - hjælp jeres klub og de frivillige!
14.03.2017

MX: Invitation til træningslejr for piger og kvinder


Alle pige- og damekørere i motocrosssporten inviteres til en træningslejr kun for piger og kvinder, som afholdes i Holstebro i Påsken. Alle er velkomne, uanset alder, niveau og erfaring.

Her kan du læse invitationen til træningslejren for piger og kvinder i motocross. Kender du en pige- eller damekører, som ikke har modtaget invitationen, så send den gerne videre.

Tid og sted

Træningslejren afholdes d. 15. og 16. april, dvs. lørdag og søndag i Påsken. Ved at lægge træningslejren på disse datoer ønsker vi, at I får de bedste forudsætninger for at deltage i den første DM-afdeling, der finder sted i Sønderborg weekenden efter.

Træningslejren finder sted hos Holstebro Moto Cross Club. Der vil være gratis parkering og fri adgang til strøm og bad. Ankomst og overnatning er muligt fra fredag aften. Det egentlige program starter lørdag kl.11.30 (her skal alle kørere være klar), og forventes at slutte søndag eftermiddag.

Trænerholdet

Vi har fået nogle dygtige trænere til at komme og træne jer. Heriblandt er bl.a. Brian Randrup, der er uddannet diplomtræner og som regionstræner er en del af DMU’s talentudviklingsstruktur. Også Line Dam, som indgår i DMU’s Elitegruppe og i 2016 vandt DM-sølv, vil være en del af trænerholdet, og Line vil desuden fortælle om sin egen udvikling som crosskører og om, hvordan hun selv arbejder med sin træning og motivation. Alt efter antal tilmeldte, justeres trænerstaben.

Det får I også

Udover at blive trænet af nogle af vores dygtigste trænere og kørere, så får I også alle et eksemplar af trænerhåndbogen ”ATK Motocross – Aldersrelateret Træning i Motocross”. Bogen handler om individuelt tilpasset motocrosstræning, og med den kan I selv arbejde med og nå langt i jeres udvikling som kørere. Bogen sælges normalt for 195 kr.

Alle deltagere får også en fribillet til årets første afdeling af DM-A, som finder sted i Randers mandag d. 17. april, dvs. 2. Påskedag, som er dagen efter træningslejren. Så kan I, når I alligevel er i området, komme ind og se gratis ræs på højeste niveau.

Ved træningslejrens afslutning vil Holstebro Moto Cross Club desuden være vært for en lille overraskelse!

Tilmelding

Tilmelding skal ske direkte til DMU’s sekretariat senest d. 27. marts. Tilmeldingen foretages ved at indsende tilmeldingsskema i udfyldt stand til sportssekretær Lea Kahlke Hansen på mailadressen lkh@dmusport.dk. For at træningslejren kan blive til noget, kræves minimum 30 deltagere.

Pris

Vi har sammensat en rigtig spændende pakke til jer, og prisen er mindst lige så spændende: for 500 kr. får I hele pakken, alt det ovennævnte inkluderet. Vi tør godt garantere, at I ikke finder noget andet sted, hvor I får lige så meget for pengene!

C-cup

Vi følger som et forsøg op på ønsket om en C-cup i forbindelse med DM’erne. I praksis vil det foregå således, at når heatene på dagen er afviklet, trækker vi C-kørernes resultater ud og samler dem i et selvstændigt C-cup-resultat. Vi gør det for at tage hensyn til den store spredning, der er i feltet, henholdsvis hos damerne og hos pigerne - vi håber således, at det kan skabe større motivation hos C-kørerne til at deltage i DM for damer/piger.

Først og fremmest håber vi at se rigtig mange af jer i påskedagene, og vi glæder os til at modtage jeres tilmeldinger.


Banner

Banner

Tilbage til top