DMU Live Social Media

Motocross

Seneste Nyheder

< MX: Stefan Kjer Olsen klar til sidste afdeling
10.09.2017

MX: Motocross medaljekampen afgjort på Mors


Et talstærkt publikum på ca. 2500 mennesker var vidner til nogle fantastisk tætte kampe da året danmarksmesterskab i motocross skulle afgøres. Kun få point afgjorde hvem der skulle have guld, sølv og bronze, og vigtigst af alt, så kunne de enkelte kørere selv afgøre om de skulle have en medalje om halsen. En situation der gjorde, at der for alvor blev gået til stålet.

Højspændt drama i MX1

I MX1 klassen stod guld-kampen imellem Nikolaj Larsen og Stefan Kjer Olsen, hvor deres vigtigste opgave var at holde den anden bag sig. Specielt første heat udviklede sig til en intens kamp imellem de to, og alt imens Nichlas Bjerregaard stak af med sejren, så foregik dramet bag ham. Det var Nikolaj Larsen der tog første delsejr og Larsen blev nr. 2 foran Kjer Olsen. Dermed var det kun 3 point der skilte de to ad før sidste heat.

Sidste heat gik imidlertid langt fra som forventet, da Stefan Kjer Olsen røg ned i et start-styrt, og Nikolaj Larsen i samme situation måtte helt uden for banen for at undvige. Istedet stak Benjamin Strate og Simon Wulff af i front, og netop de to kæmpede om bronzemedaljen. Det store regnestykke begyndte derefter for alvor for speaker, TV kommentatorer og publikummer, for både Nikolaj Larsen og Stefan Kjer Olsen kørte sig op i rækkerne. Dramaet endte med en heatsejr til Kim O. Sørensen efterfulgt af Nikolaj Larsen og Benjamin Strate, mens Stefan Kjer Olsen blev nr. 5. Derfor gk DM titlen i MX1 klassen - og en pæn bonus fra arbejdsgiveren KTM - også til Nikolaj Larsen, mens Stefan Kjer Olsen fik sølv og Simon Wulff bronze.

Nerver uden på tøjet i MX2
I MX2 klassen lå Mathias Gryning lunt i svinget til at tage guldet, og mens Jakob Kjær Nielsen sprudlede i spidsen af feltet, så kørte Mathias Gryning mere sikkert i dagens første heat, hvor han blev nr. 6 - som var nok til at han kunne sikre sig guldet. Jakob Kjer Nielsen sprudlede igen i andet heat, og sikrede sig dermed sølvmedaljen med to heatsejre. Langt tættere endte kampen med at være om bronzemedaljen, hvor både Kenneth Kaalund, Nikolaj Skovgaard, Mads Sjøholm og Tonni Andersen var i spil. Efter tætte kampe og styrt endte det med, at Mads Sjøholm kunne trække det længste strå og dermed tage årets bronzemedalje.

Flere kandidater var i spil til at tage dagens SOS Racingparts fighterprisen, men Kenneth Kaalunds imponerende angreb på bronzen endte med at give ham prisen.

U18 juniorer skuffede ikke
125cc klassen for U18 kørere har igennem hele sæsonen været support klasse til seniorernes mesterskab, og dermed afgjorde de også deres DM på Mors. Her var stillingen ligeledes tæt før finalen, da kun 3 point skilte Søren Rasmussen og Jesper Kristensen ad. Der kom imidlertid også en overraskelse, da stortalentet Rasmus Pedersen kørte sit første løb på stor cykel, og tilmed vandt første heat. Desværre måtte Rasmus også indkassere en straf på 10 placeringers reduktion for at hoppe for gult flag. Da de to guldkandidater samtidigt kørte utroligt stærkt, så var det istedet Jesper Kristensen der vandt på dagen foran Søren Rasmussen og Rasmus Pedersen. Næsten i Samme rækkefølge endte U18 mesterskabet, med Guld til Jesper Kristensen, sølv til Søren Rasmussen og så var det Oliver Olsen der sikrede sig bronze efter en halvskidt dag på kontoret.

Alle klasser bød dermed på højspændt motocross, og Danmark kan glæde sig over, at sporten lige nu er inde i lidt af en guldalder, som giver publikum mindeværdigt motocross på første parket.


Banner

Banner

Tilbage til top