Til Motocross

Kort om Sidevognscross

Sidevognscross hører under Sportskommissionen Motocross, ligesom Sidevognscross Reglementet er en del af Motocross Reglementet.

Sidevognscross er en ekstremsport, hvor der køres som et team i form af en kører samt en sidevognspassager. På grund af den samlede opbygning af cykel og sidevogn har føreren ikke samme muligheder for at kontrollere maskinen uden hjælp fra medkøreren i sidevognen.

Sidevognscyklen er i sin opbygning ikke så fjern fra en standard solomaskine. Der er dog to væsentlige forskelle: Forgaflen og sidevognen. Forgaflen er udformet, så den vipper for at kunne stå imod den store belastning. Sidevognen, monteret på siden af cyklen, kan købes som både venstre- og højremonteret.

Teamwork er nøgleordet i sidevognsmotocross. Du har sikkert set de akrobatiske manøvrer i motocross, hvor der køres på stejle sving, bakker og flyves over høje hop. I sidevognscross kan kørerne gøre det samme, hvis både køreren og sidevognsmakkeren forstår kunsten at samarbejde.

Kom i gang med udstyr, medlemskab og licens

Vil du i gang med sidevognscross, skal du først meldes ind i en klub. Start med at henvende dig til en DMU-klub i nærheden og få gode råd til at anskaffe det nødvendige udstyr samt hvordan du nemmest kommer i gang.

Mange af DMU’s motocrossklubber giver også mulighed for at udøve sidevognscross. Find en oversigt over motocrossklubber her og kontakt dem for at høre mere om mulighederne for at dyrke sidevognscross.

Når du har købt et medlemskab i en klub, skal du have et licens gennem DMU. Dit licens fungerer som et ”kørekort” på alle DMU-godkendte motocrossbaner og du må ikke køre uden. Licenset gælder samtidig som en speciel ulykkesforsikring, der dækker ved alvorlige og varige skader. Se licensoversigten her.

Du kan anskaffe dig en brugt eller ny maskine, men det er vigtigt at alt dit (sikkerheds) udstyr er af den godkendte type og lavet af de rigtige materialer. Man bør anskaffe sig:

  • Styrthjelm
  • Nakkekrave
  • Rygbeskyttelse
  • Brystbeskyttelse
  • Langærmet køretrøje
  • Kørebukser
  • Knæbeskyttelse
  • Albuebeskyttelse (obligatorisk under 11 år)
  • Crossstøvler
  • Kørehandsker
  • Motorbriller

Du kan sagtens klare dig med brugt udstyr for at spare lidt ved opstarten. Bare du er sikker på, at dit købte udstyr er brugbart. Du kan altid spørge den lokale klub til råds inden du køber udstyr, også inden du bliver medlem af klubben.

Klubberne under DMU opkræver et medlemskontingent. Når du er blevet medlem i en klub, oprettes du i vores digitale medlemssystem, hvor du kan købe et årligt kørelicens.

Dit licens fungerer som et ”kørekort” på alle DMU-godkendte motocrossbaner, og du må ikke køre uden. Licenset gælder samtidig som en speciel ulykkesforsikring, der dækker ved alvorlige og varige skader.