DMU Live Social Media

Sidevognscross

< Sidecar: Internationalt motocrossmesterskab sætter Slagelse Kommune på verdenskortet
24.09.2018

Sidecar: En weekend med Sidecarcross and Quadcross of European Nations i Slagelse


I weekenden blev et af årets største løb afviklet, da Slagelse var værter for Sidecarcross and Quadcross of European Nations.

12 sidevognshold, 20 quadhold, holdledere, mekanikere, familiemedlemmer, officials, køkkenpersonale, billetsælgere, et hav af andre hjælpere samt 2100 betalende tilskuere – der har været godt fyldt op hos Slagelse Motocross i den forgangne weekend.

Sidecarcross and Quadcross of European Nations er et af de største events, der findes inden for quad og sidevognsmotocross. Arrangørklubben, Slagelse Motocross med formand Jesper Rasmussen i spidsen, har arbejdet i over et år med forberedelserne til det store arrangement. I de sidste uger op til arrangementet er der dagligt blevet knoklet med at klargøre området, ikke mindst ryttergården til at kunne modtage de mange gæster fra hele verden – foruden de mange europæiske hold var der også deltagere fra USA, Canada og Argentina, der havde rejst langt for at være med i Slagelse.

Flere var ankommet i løbet af ugen, men weekenden startede officielt med Teknisk Kontrol og banesyn fredag eftermiddag og aften. Der kom en del regn i løbet af fredagen, hvilket banen dog sagtens kunne tåle, og lørdag morgen vågnede kørerne til solskin og blæst og en toptunet bane.

Lørdagen gik med træning og tidskvalifikation. For sidevognene handlede tidskvalifikationen udelukkende om, hvem der fik de bedste placeringer ved startbommen, idet alle 12 hold automatisk var kvalificeret til søndagens heats. For quadholdene var der mere på spil, idet kun 15 af de 20 deltagende hold ville kvalificere sig til at køre med søndag. Det danske hold kørte sig til en 12. plads i tidskvalifikationen og var dermed klar til søndagens race.

Lørdag aften var der ”Team presentation” i festteltet på pladsen. Alle de deltagende hold fra de mange nationer var oppe på scenen og blive præsenteret af speaker Nicholas Schrøder, mens tilrejsende fans jublede og klappede af kørerne, der skulle præsentere netop deres nationale farver.

Det blev søndag morgen og dermed dagen, hvor den virkelige kamp skulle stå. Vidste man det ikke i forvejen, ville man alligevel næsten kunne mærke det på stemningen i ryttergården – en spænding og forventning, som i højeste grad også blev afspejlet blandt de mange tilskuere, efterhånden som løbsdagen skred frem.

Efter den formelle åbningsceremoni med taler af DMU’s formand Jørgen Bitsch og Slagelse Kommunes borgmester John Dyrby Paulsen, åbnede quadkørerne slaget.

I første heat kæmpede Keld Vestergård Andersen sig til en 12. plads, mens Marcus Thomsen efter at have været noget udfordret i løbet af heatet kom ind på en 19. plads.

Herefter blev det sidevognskørernes tur. John Nielsen og Anders Zinckernagel kom ind på en 17. plads, og John Jensen og Kjeld Jensen kom i mål som nr. 20.

I andet quadheat kørte Henrik Mogensen en 22. plads hjem, mens Keld Vestergård Andersen endte som nr. 26.

Efter pausen var det igen sidevognskørernes tur. Nicklas Petersen og Jan Petersen kom ind som nr. 17, to placeringer foran John Jensen og Kjeld Jensen, der kom i mål som nr. 19.

I tredje og sidste quadheat kørte Marcus Thomsen en 17. plads hjem, mens Henrik Mogensen blev noteret for en 30. plads.

Tredje og sidste sidevognsheat gav en 18. plads til Nicklas Petersen og Jan Petersen og en 20. plads til John Nielsen og Anders Zinckernagel.

Ovenstående resultater betød, at de danske quadkørere samlet placerede sig på en 13. plads foran Letland og Ungarn. I toppen af quadtabellen brillerede suveræne USA, efterfulgt af Irland og Holland på 2. og 3. pladsen.

De danske sidevognskørere sluttede på en samlet 10. plads foran Belgien og Italien. Her var det Holland, der løb med den samlede sejr, med Holland og Frankrig på henholdsvis venstre og højre side på podiet.

Der skal lyde et stort tillykke til de danske kørere med de flotte resultater og med at have repræsenteret de rød-hvide farver på bedste vis. Alle kæmpede hårdt om hver enkelt placering, og på intet tidspunkt gav de op overfor nogle af verdens bedste quad- og sidevognskørere.  

Weekenden blev rundet af med præmieoverrækkelse, hvor de, der ikke blev kaldt op på podiet til pokaler, medaljer, blomster og champagne, bidrog til den festlige stemning med klapsalver, jubel og vajende nationsflag. De kameraer, der streamede arrangementet til USA og resten af verden, kan ikke have undgået at overføre noget af glæden og stemningen til dem, der har siddet hjemme i sofaen og fulgt med på den anden side af jordkloden.

Nu står den på oprydning for Slagelse Motocross, og mon ikke der er nogle frivillige, der glæder sig til at kunne lægge benene op og trække vejret et øjeblik efter mange, mange timers hårdt arbejde. Der skal i hvert fald lyde stor ros og en kæmpe tak til Slagelse Motocross for det flotte event.


Banner

Banner

Banner

Tilbage til top