DMU Live Social Media

Speedway

< Speedway: Se de opdaterede ranglister her
07.09.2017

SPW: Kildemand - Jeg skal vise noget mere


Foto: peterkildemand.com

Peter Kildemand er tilbage i grandprix serien som reserve for den langtidsskadede Nicki Pedersen. På lørdag i nordtyske Teterow bliver han dog eneste dansker på banen, idet den australske U21 verdensmester Max Fricke afløser Michael Jepsen Jensen, som reserve for Niels Kr. Iversen.

Af Ib Søby

Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal beskrive situationen i dette års VM serie. Spændingen i toppen er åbnet på vid gab med hele syv potentielle medalje kandidater, og de mange skader blandt verdenselitens bedste slagge-atleter har skabt en svingdør af udskiftninger.

Lad os lige tage dem igen:

Som tidligere anført har BSI/IMG været nødt til at jonglerer med flere grandprix-reserver for at få det komplicerede regnskab til at gå op.

Nicki Pedersen nåede to løb inden hans nakkeskade, som stadig er uafklaret. Han blev afløst af Peter Kildemand, der fik en fingerskade for en måned siden, hvilket holdt ham ude af Gorzow, hvorfor Michael Jepsen Jensen fik chancen.

Den regerende verdensmester Greg Hancock styrtede på trappen i sit hjem og blev erstattet af Vaclav Milik, men på lørdag – meget passende i Teterow – afløst af tyske Martin Smolinski.

En skulderskade holder pt. Niels Kr. Iversen ude, hvilket gav Jepsen Jensen en tur til Gorzow, men på lørdag indtages pladsen som nævnt af Max Fricke.

Sjælden VM spænding

Mens danske speedwayfans sukker efter senior-succes, er det VM som for en måned siden lignede et kapløb mellem Doyle, Janowski og Dudek, nu blevet en helt åben affære, som meget vel kan holde sig helt frem til afslutningen i Melbourne, hvilket selvfølgelig vil være et drømmescenario, såfremt Jason Doyle stadig indtager en hovedrolle, modsat i fjor hvor hans skade nærmest kastede guldet i armene på Greg Hancock.

Peter Kildemands grandprix sæson har ikke været prangende, hvilket den sympatiske fynbo gerne vil være den første til at erkende.

- Nej, jeg har ikke været god nok til at udnytte den chance som Nickis skade har givet mig, for 26 point på fem løb er bestemt i underkanten, og det vel kun semifinalen i Cardiff, som var opløftende, siger Kildemand til DMU.

- Jeg håber virkeligt jeg kan vise noget mere i efterårets sidste grandprix løb, for det skylder jeg overfor mig selv og mit bagland og fans. Chancen for top 8 er væk, og jeg spekulerer ikke i wildcard til 2018, for jeg ved at det er et stort puslespil. Jeg vil give alt for at blive den første dansker i en grandprix finale i 2017, og måske gøre indtryk til sidst. Men jeg er også indstillet på en kommende sæson uden grandprix, hvis det bliver sådan.

For en måned siden fik Kildemand revet en finger af led i en match i Leszno, hvilket holdt ham ude af Gorzow grandprix, men han er nu klar igen, selv om fingeren stadig er øm og hævet. Derfor ville han gerne have kørt onsdag for sin danske klub Fjelsted, hvilket dog blev aflyst på grund af regn. Han husker dog lørdagens grandprix bane i Teterow ganske godt.

- Det er en superfin og hurtig bane, som passer mig godt, selv om det kun blev til 6 point og en enkelt heatsejr, sidste år, siger Kildemand, der dog kunne notere sig at heatsejren var i heat 18 mod Bartosz Zmarzlik, Frederik Lindgren og Jason Doyle.

Både Doyle og Bartosz Zmarzlik nåede dog finalen i Teterow, da den første udgave blev kørt i 2016, og de har således også vigtige informationer om den 314 meter lange nordtyske bane, Bergring, som den kaldes fordi den ligger i det smukke og kuperede terræn som majestætisk kaldes Mecklenburgische Schweiz, omkring 60 kilometer syd for Rostock, og således i god nærhed for danske speedwayfans der har lyst til at tage en færge eller nogle kilometer på autobanen, kombineret med et indkøb i en grænsehandel!

Bergring er et motorcykelmekka for Nordtyskland med Europas største naturlige græsbane. Selve speedwaybanen – og is-anlæg om vinteren - med kapacitet til 10.000 publikummer blev etableret i 2001-02, i erkendelse af at den nærliggende bane i Güstrow simpelthen er utidssvarende og for lille, om end den stadig bruges, som f.eks på fredag, hvor den individuelle U21 VM serie fortsætter med Andreas Lyager og Patrick Hansen som danske deltagere.

Endnu en grund for danske fans at køre en tur til Nordtyskland.

Peter Kildemand

Født 1. september 1989 i Odense, 28 år.

Fjelsted, Unia Leszno, Piraterne Motala.

29 VM grandprix, 5 finaler, 2 sejre, Horsens 2015, Krsko 2016.

Hold Verdensmester 2014, Bydgoszcz.

U 21 Hold Verdensmester 2010, Rye House. 

VM Stillingen

1.   Jason Doyle, AUS  97

2.   Maciej Janowski, POL  94

3.   Patryk Dudek, POL 93

4.   Tai Woffinden, ENG  89

5.   Frederik Lindgren, SVE 87

6.   Bartosz Zmarzlik, POL 80

7.   Emil Saytfudinov, RUS  79

8.   Martin Vaculik, SLK  66

……

9.   Antonio Lindbäck, SVE 60

10. Piotr Pawlicki, POL

11. Matej Zagar, SLO  58

12. Chris Holder, AUS 52

13. Greg Hancock, USA  45 - skadet

14. Niels Kr. Iversen, DAN 44 - skadet

15. Peter Kildemand, DAN 26

16. Vaclav Milik, TJK 20 

Det Tyske Grandprix 2016

1.   Jason Doyle, AUS

2.   Bartosz Zmarzlik, POL

3.   Greg Hancock, USA

4.   Niels Kr. Iversen, DAN


Banner

Banner

Tilbage til top