DMU Live Social Media

Speedway

< SPW: Søndag d. 10. juni køres der EM på Fladbro, Randers
07.06.2018

SPW: VM fest i Wroclaw


Syv nationer dyster om Par VM 2018. Den danske trup med Kenneth Bjerre, Michael Jepsen Jensen og Frederik Jakobsen (u21) er ikke bookmakernes favoritter. Men medaljekampen afgøres over to løb – både fredag og lørdag – hvilket giver plads til danske drømme og forhåbninger på den 325 meter store bane i Wroclaw.

Af Ib Søby

Danskerne klarede sig lige igennem nåleøjet i en tæt match sidste lørdag på den lille og tætte Bergring Bane i nordtyske Teterow, sammen med Rusland og Tyskland. Tirsdag aften – i Manchester- løste også Sverige, Storbritannien og Australien billet til VM finalerne.

Dermed er de seks nationer klar til at udfordre hjemmebane favoritterne fra Polen, som er seedet direkte til finalerne.

Efter resultaterne i Teterow og Manchester peger eksperter og bookmakere på Rusland, Sverige og Polen som absolutte topkandidater til at dele champagne på podiet lørdag aften.

Men der er 42 heats som skal køres inden de altafgørende finaleheat, og kendere af speedway ved alt om små marginaler, tekniske udfald, og taktiske fejldispositioner, som kan koste dyrebare point.

Det bliver evnerne til at skabe teamwork og finde hinanden på banen i Wroclaw, som kommer til at falde i øjnene, når det gælder. Det er de fleste kørere selvfølgelig vant til fra liga-løb, men selv i den sammenhæng, er den enkelte kører sig selv nærmest, i forhold til pointudbetaling, position i klubben, sponsorer og kontrakter.

Hvor gode vil fx Maciej Janowski og Patryk Dudek være til at finde hinanden, under det massive publikumspres, de kommer under i weekenden?

Jovist, er Polen, Rusland og Sverige favoritter, men lad os nu se Bjerre og Jepsen Jensen på en stor bane. I mine øjne ligger danskerne – her et par dage før – rangeret til fjerdepladsen, og bør være bedre end Australien, Storbritannien og Tyskland.

Så med lidt held og medgang – og favoritter der fokuserer på hinanden – kan danskerne da godt skimte podiet.

Det er jo speedway.

 

Wroclaw

- er en fantastisk by. Med over 640.000 indbyggere Polens fjerde største og en vaskeægte speedway by, hvor Maciej Janowski har trådt sin barndom og nu er byens store håb om en polsk individuel verdensmester.

I en periode blev der kørt VM grandprix i Wroclaw, og Bjarne Pedersen – eller for den sags skyld os andre – glemmer aldrig hans forrygende sejr her i 2004, foran Hampel og Tony Rickardsson.

I 2007 vandt Nicki Pedersen foran Hans Andersen.

Der har også været kørt en Par VM finale i Wroclaw. Helt tilbage i 1975 vandt Sverige guld med Anders Michaneck og Tommy Jansson, foran polske Edward Jancarz og Piotr Bruzda. Men Danmark tog faktisk bronze - den aften for 43 år siden – med Ole Olsen og Jan Henningsen.

Vi er sikkert mange lige nu, som gerne vil sælge weekenden for bare en bornzemedalje.

Anyway.

Stadion i Wroclaw hedder Olimpiski og det hænger sammen med at Wroclaw under 2. verdenskrig var besat af nazisterne – under navnet Breslau – og Hitler-administrationen regnede med at afholde OL i 1940, og i al fremtid, efter succesen i Berlin 1936. Derfor var dette stadion udset til at blive anvendt ved det OL som aldrig blev til noget.

Wroclaw blev få år senere vidner til et af de mest forfærdelige kapitler i Polens hårdtprøvede historie. Først blev næsten alle af byens 10.000 jøder myrdet. I slutningen af krigen blev byen omdannet til ”Festung Breslau” af frygt for den røde hærs fremmarch.

Civile fik udleveret våben, og tvangsarbejdere blev sat til at bygge barrikader i byen fx af møbler og bøger fra byens bibliotek. Breslau holdt stand i tre grusomme måneder og overgav sig d. 7. maj 1945 som den sidste by i det østlige Tyskland.

Befæstningen og kampene resulterede i, at mere end 80% af byens centrum blev ødelagt. Evakueringen af indbyggerne i løbet af vinteren førte til enorme civile tab, men den tyske kommandant Hancke fulgte Hitlers ordre om at forsvare fæstningen. Selv stak han af med et lille privatfly, natten før russerne indtog byen.

På fredag og lørdag byder Wroclaw op til en sportslig kappestrid, i festlige rammer, og det er jo noget af det som sport kan.

Det, at binde nationer sammen.

Rigtig god weekend.


Banner

Banner

Banner

Tilbage til top