DMU Live Social Media

Speedway

< SPW – Finalisterne skal findes
26.06.2018

SPW: Hed og heftig Horsens


Foto: Jarek Pabian

Efter en måneds grandprix pause fortsætter kampen om årets individuelle verdensmesterskab, når 3. afdeling køres på lørdag i Horsens. Nicki Pedersen synes tilbage med fuld styrke - og på wildcard søger Par VM-helten Michael Jepsen Jensen at gøre indtryk på VM arrangørerne.

Af Ib Søby

Med en samlet høst på 9 point - i årets to første VM løb - må førstereserve Niels Kr. Iversen igen tjekke ud af verdenseliten og give pladsen tilbage til slovakiske Martin Vaculik, der nu er skadefri, og klar til at genoptage jagten på, i det mindste, at slutte i top otte, når sæsonen er ovre i oktober.

Iversen kan til gengæld varme op til den spændende Grand Prix Challenge i tyske Landshut, hvor han sammen med Hans Andersen og Kenneth Bjerre er med i den meriterende dyst om tre VM pladser til sæson 2019. Det løb køres den 27. juli.

Den mulighed har Michael Jepsen Jensen ikke. Manden, der siden sin personlige succes ved Par VM har redet på en bølge af to-ciffrede ligascoringer, er nemlig ikke med i Landshut. Tidligere på sæsonen trak Michael Jepsen Jensen nitten i kvalifikationssystemet og måtte en tur til Zarnovica, hvor en tæt og barsk affære blev skæbnesvanger for hans videre grandprix-skæbne.

Derfor er lørdagens gæsteoptræden i det danske VM grandprix så hulens vigtig for Jepsen Jensen. Et rigtigt godt resultat – måske første danske finalist siden Peter Kildemand i Stockholm i fjor – kan give plusser i karakterbogen hos BSI/ IMG og FIM.

Den slags plusser, der kan blive de små lodder på vægtskålen i oktober, når der skal uddeles fire permanente wildcards til 2019. For hvad nu hvis Nicki Pedersen ikke slutter i top otte i år?

Det er naturligvis lommefilosofi og spekulation, men hvad ellers kan motivere en vindertype som Michael Jepsen Jensen, ud over det basale i enhver sportsgren – nemlig, at stille op og besejre alle de andre. 

Woffinden og Lindgren

Set ud fra VM stillingen kunne den nuværende sæson godt dufte af et kapløb mellem svenske Frederik Lindgren og den dobbelte britiske verdensmester Tai Woffinden. Men som de siger på britisk tv; ” Its still early days ”.

Og dog har jeg en fornemmelse af, at de næste to løb – Horsens og Hallstavik, der køres med kun en uges mellemrum - kommer til at fortælle os, hvem der vil køre med i medaljekampen, og hvem der ikke kommer til at spille en større rolle i den samlede stilling. Efter Hallstavik venter Cardiff, og så er sæsonen allerede halvvejs. Medaljetoget begynder snart at forlade perronen.

Jovist, ganske langsomt endnu, men efter Hallstavik kommer der mere damp på kedlen, så kørere som Holder og Hancock (15 point) eller regerende verdensmester Doyle (14 point) SKAL frem med slæbeskoene de næste to løb for at hænge på – og det samme gælder selvfølgelig også Nicki Pedersen.

Måske får vi på lørdag det reelle billede af Nickis nuværende styrke, for bruddet i hånden har i den grad skabt knas i en comeback-sæson, der i april synes så lovende.

Og så er der jo lige Maciej Janowski, som har vundet i Horsens to gange, og landsmanden Patryk Dudek. Hvis de skal leve op til de polske forventninger, er der heller ikke råd til mange fejl i Horsens og Hallstavik.

Russiske verdensmestre i Horsens

Par VM på hjemmebane blev en grum mavepuster for Janowski og Dudek, der ikke forventes at ofre megen Brasso på at pudse bronzemedaljer.

Nu må de frem på banen individuelt for at holde den stolte polske fane højt. Og det er måske et gunstigt øjeblik i det speedwayelskende land, for Polens landshold i fodbold er netop røget ud af VM i Rusland efter nederlag til Senegal og Columbia. Endnu et kapitel i Polens lange lidelseshistorie overfor den store nabo i øst.

Lige netop fra øst kommer både Artem Laguta og Emil Saytfudinov til Horsens med en helt ny værdighed på skuldrene. De er Ruslands første senior-verdensmestre i speedway. Hvis vi lige ser bort fra stribevis af is-verdensmestre og U21-hold VM-titlen fra Balakovo i 2011, skal man helt tilbage til 1960’erne for at sætte den triumf, som Laguta og Saytfudinov sammen med kæmpetalentet Cleb Chuganov præsterede ved Par VM, i et historisk relief.

Igor Plechanov – Meteoren fra Ufa – erobrede VM sølv i både 1964 og 65.

Den samme periode havde russerne et velfungerende landshold med Plechanov, Farit Sajurnov og Gennardi Kurlienko, der også tog Hold VM sølv i 1964 og 1966. Interessant bliver det bestemt at se Laguta og Satyfudinov på lørdag.

Vejrguderne lover sommervarme i Horsens, og speedwayguderne lover spænding til bristepunktet.

Det bliver hedt og heftigt i Horsens.

 

VM stillingen:

1. Fredrik Lindgren 32

2. Tai Woffinden 31

3. Patryk Dudek 24

4. Maciej Janowski 24

5. Emil Sayfutdinov 23

6. Artem Laguta 21

7. Matej Zagar 16

8. Chris Holder 15

12. Nicki Pedersen 10

13. Niels Kr. Iversen 9

Finaler på CASA Arena, Horsens:

2015: Peter Kildemand, Matej Zager, Michael Jepsen Jensen, Tai Woffinden

2016: Maciej Janowski, Chris Holder, Tai Woffinden, Nicki Pedersen

2017: Maciej Janowski, Emil Saytfudinov, Patryk Dudek, Jason Doyle

 

 

 


Banner

Banner

Banner

Tilbage til top