Afslutningen på en stor cross-weekend
Foto: MXGP
Sidste afdeling af VM i motocross blev kørt i Spanien søndag, hvor danske Mikkel Haarup kunne slutte som samlet nummer fem i MX2-klassen.
Mikkel Haarup havde lagt sig på femtepladsen i den samlede stilling op til weekendens sidste afdeling af VM i motocross.
Der var ikke mange point, der adskilte Mikkel fra italienske Andrea Adamo på sjettepladsen. Så det ville kræve to solide VM-heat at fastholde sin position mod den stærkt kørende italiener.
Andrea Adamo gjorde alt for at indhente forspringet og endte på en samlet andenplads på dagen. Men det var ikke nok til at slå Mikkel Haarup i den samlede stilling, som kørte to formidable heats på dagen med hhv. en sjette- og femteplads.
Det betød, at danskeren sluttede som nummer seks på dagen og med nok point til at fastholde sin samlede femteplads, som også var danskerens målsætning gennem sidste halvdel af sæsonen.
Mikkel Haarup skal I aktion igen d. 6. oktober, når han sammen med Mads Fredsøe og Nicolai Skovbjerg repræsenterer Danmark ved Hold-VM i motocross, der køres i England.
Hold VM i Quadcross og Sidevognscross
I tjekkiske Loket var Danmark ligeledes repræsenteret henover weekenden ved Quadcross of Nations og Sidecarcross of Nations.
Her kunne de danske hold begge slutte på en 11. plads i deres discipliner.