Til Road Race
Til forside

Beretning: Rømø Motor Festival 2025

Tekst og Fotos: Steen Pedersen

Et helt igennem unikt arrangement afholdt af nogle ligeledes unikke entusiaster. Ganske frivilligt og non-profit i øvrigt.

Et stævne afholdt siden 2016 med stærkt stigende tilskuer- og deltagerantal lige siden. Til 2025 udgaven lørdag 23/8 forventedes da også flere end sidste års ca. 60.000 tilskuere.

DMU har i nogle år været med på sidelinjen, men kom i 2024 mere formelt med grundet nogle myndighedskrav vedrørende forsikring og licens, som har med de mange 2-hjulere at gøre. Af den grund deltog SK-RR formand John Klint på det store førermøde fredag eftermiddag med mig som skribent/fotograf på slæb.

Dette møde afholdtes ved Skærbæks idrætscenter med masser af musik, grillpølser m.m., samt rigtig mange aldrende køretøjer og deres ejere.

Allerede ved bygrænsen begyndte trafikken at proppe til, men her klarede politihjemmeværn og andre dygtige frivillige at styre ”slaget”, så alt kunne afvikles fornuftigt for både byens beboere og alle vi andre.

Deltagere og presse fik på mødet behørig information om alt væsentligt. Bl.a. med hensyn til sikkerheden, så stævnet i lighed med tidligere kunne afvikles uden problemer, trods deltagernes helt tydelige trang til at give de aldrende køretøjer rigeligt med gas.

Lørdag morgen var det bare ud fjerene og afsted til Rømø inden kl. 06.30. Så blev der også tid til yderligere studier af de mange fine og ofte ganske specielle køretøjer. Mange heftigt ombyggede, hvor stor kærlighed til håndværk og materialer var lagt for dagen.

Hele 122 deltagere fordelt på 16 nationer var klar til at indtage Rømøs hårde og faste sand. Med andre ord rigeligt at se til for de to frivillige Race Chiefs Carsten Bech og Thomas Bredahl og deres store stab af kompetente hjælpere.

Da Thomas ved 14-15 tiden tog et kort 5 minutters powernap i officialteltet, glippede han med øjnene og sagde: ”Det må til, når man stod op kl. 0200 og gik i gang med banelægning kl. 0400”.

Og såmænd tingene gik stille og roligt i hak, så man ca. kl. 09.30 kunne tage kampen op mod høj sol, 11-14 sekundmeter vind og alle konkurrenterne i hvad der kunne blive til 12-15 starter for alle de omkring 120 deltagere.

Rigtig mange tilskuere var klar fra tidlig morgen eller dagen forinden, og en lind strøm af kørende, cyklende og gående fik klitterne bag banen til at ligne en myretue af begejstrede mennesker, der gav et brøl fra sig ved speakerens forespørgsel: ”Er I klar?”…. JAAAAAHH…

Når man som jeg har været til motorløb på den hedengangne Fangelbane ved Odense, 1000 m løb på især Ålborg travbane og andre baner, var lyden af en langslaget 500 cc JAP speedway/1000 m racer virkelig guf for øregangene.

Men også rigtig mange Harley Davidson’s i alle aldre og udgaver fik øjne og ører til at glippe.

I det hele taget blev der i den grad trådt på speedere og drejet på gashåndtag, så de gamle køretøjer kunne fornemme tidligere tiders storhed. Ofte i røg og damp, så en racer ind i mellem måtte trækkes/skubbes til side for at fikse et mekanisk problem.

Men hjælpen var aldrig langt væk. Havde man ikke selv mulighed for at klare et nedbrud, var området jo fyldt med entusiaster og dygtige folk med rette viden på snart sagt ethvert mekanisk problem.

Set med danske øjne var det ret store antal Nimbus motorcykler interessant. Ikke mindst racernes og deres ejeres evner for at ombygge og vedligeholde disse.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt en Nimbus tage så mange omdrejninger som her ved stævnet. F.eks 4 stk. meget flotte tilsyneladende selvkonstruerede karburatorer i messing og en rustfri 4 i 2 udstødning.

Stadig den samme støbejerns cylinderrække, men nok med højere kompression. For pokker hvor kunne den komme ned af banen i en fart. Man kunne måske ønske Nimbussen (i den hurtige udgave) tilbage til postvæsenet, så brev- og pakkelevering kom op i fart…!!

En anden modificeret Nimbus havde en kæmpe knap 2 m lang udstødning formet som en 90-100 år gammel pladespiller højtaler oplagt i ca. 40 grader og næsten 1 m bag mc’ens baghjul. Samme havde indsugning gennem et klarinetrør. Fantastisk. Og ikke mindst dens acceleration ned af banen.

Mange af de 4-hjulede var også modificeret i næsten ukendelig grad. En 7,2 liters racer, hvor 2 store 4-cyl. motorer var monteret efter hinanden. Sikke en lang kølerhjelm! En anden racer havde kortere kølerhjelm, men endnu kraftigere motorisering. 2 stk. 6-cyl. motorer var monteret på chassiset i et overdrevent stort V. Men det virkede, voldsom lyd og kraft kunne den mønstre.

Henad ved 16.30-tiden annoncerede speakeren sidste runde, så de tilbageværende racere og kørere kunne give den et sidste skud mod hurtigste tid på den 1/8 mile (201 meter) lange bane. Og de 4-5 starter-piger gav den om muligt endnu mere gas med hop og spring i deres opvisning af start-proceduren.

Flot, flot. En super dejlig og begivenhedsrig dag lakkede mod enden. Afviklingen af den tiltagende trafik væk fra Rømø virkede træg i starten, men igen fik politi HJV med flere afviklet så hurtigt, at John og jeg nåede tilbage til Skærbæk Gokart Center og fik set dagens sidste lynhurtige Super-Motard heat. Tak til RMF for en rigtig god dag fuld af oplevelser.