Til Speedway
Til forside

Danmark jagter EM-guld: Klar til finalen i Rzeszow

Arkivfoto fra semifinalen i Pardubice

Det danske speedwaylandshold står lørdag overfor en af årets største holdopgaver, når finalen i European Team Speedway Championship køres i polske Rzeszów.

Efter sidste års sølvmedaljer går Danmark ind til EM-finalen med ambitioner om at kæmpe med helt fremme, og forhåbentlig tage det sidste skridt op ad podiet.

I finalen står Danmark overfor de forsvarende mestre fra Polen, naboerne fra Sverige og Letland i kampen om de europæiske medaljer. Danmark stiller med Frederik Jakobsen, Rasmus Jensen, Michael Jepsen Jensen, Mikkel Michelsen og Villads Nagel (U21). Landstræner Nicki Pedersen er optimistisk frem mod lørdagens løb:

– Vi tager til Polen for at køre efter guldet, også selvom vi godt ved, at det bliver en stor udfordring mod polakkerne på deres hjemmebane. De er nok favoritter, men vi kommer med et stærkt hold og en klar tro på, at vi kan være med helt fremme. Jeg ved at vores kørere mener det samme. Rzeszów er en fed bane, som flere af vores kørere passer godt til, og hele holdet er topmotiveret for at forbedre sølvmedaljen fra sidste år

Stærk dansk semifinalesejr

Danmark kommer til finalen med masser af selvtillid efter en dominerende indsats i semifinalen i Pardubice.

Her scorede danskerne hele 57 point og var i en klasse for sig. Rasmus Jensen og Mikkel Michelsen leverede maksimum med 15 point hver, Frederik Jakobsen fulgte op med 14 point, mens Villads Nagel imponerede med 13 point efter at han fik en del heats som resultat af et tidligt styrt til Anders Thomsen.

Det viste sig siden at Anders Thomsen havde brækket tre ribben samt pådraget sig et brud på en del af rygsøjlen. Thomsen bliver derfor erstattet af Michael Jepsen Jensen til finalen.

Polen er favoritter

Værtsnationen Polen går ind til finalen som de forsvarende europamestre og må igen regnes som nationen, alle skal forsøge at slå.

Polakkerne har hjemmebanefordelen i Rzeszów og råder traditionelt over en stor bredde, men Danmark har tidligere vist, at de kan presse polakkerne.

Sidste år endte Danmark med sølv efter netop Polen, og motivationen for at forbedre det resultat er stor på det danske hold.

Sverige sikrede sig finalepladsen gennem en tæt semifinale, og kommer med masser af erfaring og bliver en direkte konkurrent i medaljekampen.

Samtidig bliver Letland spændende at følge. De er debutanter i finalen, men med Andrzej Lebedevs i front kørte holdet flot i kvalifikationen og viste, at de kan true alle hold.

Finalen køres lørdag d. 9 maj.