Til Speedway
Til forside

Danmark klar til jagten på SON2-guld i Prag

Arkivfoto: Taylor Lanning

Fredag den 22. maj køres 2026-udgaven af FIM Speedway of Nations – SON2 på det flotte Marketa Stadium i Prag, hvor otte nationer kæmper om verdensmesterskabet for U21-landshold. Danmark stiller med et stærkt hold, som går efter at forbedre sidste års sølvmedalje.

Det danske hold ledes af kaptajn Villads Nagel, der kommer til Prag i stærk form efter en række imponerende resultater i 2026-sæsonen. Sammen med Bastian Pedersen udgør han den danske startduo, mens tidligere SGP3-verdensmester Mikkel Andersen er klar som kører nummer tre under ledelse af landstræner Nicki Pedersen. Kører nummer tre kan indsættes når som helst i løbet.

Danmark var tæt på guldet i 2025, hvor holdet sluttede på andenpladsen, og ambitionerne er igen høje. Målsætningen er da også helt klar hos Villads Nagel.

– Målet er guld. Jeg satser på, at vi tager en guldmedalje med hjem, og hvis det ikke bliver mindst sølv, så vil jeg ikke være tilfreds. Vi fik sølv sidste år, så det skal forbedres, og det er det, vi går efter, siger den danske kaptajn.

Nagel peger især på Polen som den største konkurrent, men forventer samtidig et meget tæt løb med flere stærke nationer.

– Jeg tror, det bliver os og Polen, der kommer til at kæmpe om det. Men man skal også holde øje med Adam Bednar på hjemmebane. Han kører der tit og kender banen ud og ind. Sverige kan også drille de fleste hold, lyder vurderingen.

Selvom Villads Nagel aldrig tidligere har kørt på Marketa Stadium, føler han sig godt forberedt inden fredagens finale.

– Jeg har aldrig kørt der før, men jeg har hørt, at banen ikke er så svær at køre på. Vi får også træning inden løbet, så det skal nok gå fint.

Den danske kaptajn glæder sig samtidig over den form, han har ramt i 2026, men understreger, at succes i holdspeedway handler om mere end individuelle præstationer.

– Det går rigtig godt for mig i år, og jeg er meget glad for, hvordan sæsonen har udviklet sig. Jeg er også meget taknemmelig for den hjælp, jeg har omkring mig. Det er ikke en enmandssport, så Bastian og Mikkel er mindst lige så vigtige. Jeg ved, de kan køre stærkt, og jeg er sikker på, at vi sammen kan levere noget godt.

Konkurrencen bliver dog benhård. Polen stiller blandt andet med regerende SGP2-verdensmester Wiktor Przyjemsk, mens de forsvarende mestre fra Tyskland også kommer med et stærkt mandskab. Samtidig bliver det spændende at følge Ukraine, som er tilbage i U21-holdfinalen og blandt andre kommer med Speedway GP-kører Nazar Parnitskyi på holdet.

SON2 køres over 28 heats med parspeedway, hvor alle nationer møder hinanden i jagten på verdensmesterskabet.