Til Speedway
Til forside

Danmark klar til Long Track of Nations i Holland

Arkivfoto: Jesper Veldhuizen

På søndag den 20. september går det løs ved FIM Long Track of Nations, når syv nationer mødes på Speed Centre Roden i Holland. Danmark er med, og det danske hold består af Kenneth Kruse Hansen, Patrick Kruse og Jacob Bukhave.

Long Track of Nations er hold-VM i langbane, hvor samarbejde mellem kørerne spiller en helt afgørende rolle. Danmark jagter fortsat sin første medalje i konkurrencen, og søndag får det danske hold endnu en mulighed for at blande sig i kampen om medaljer.

Kenneth Kruse Hansen comeback

Det danske hold får et stærkt kort tilbage i form af Kenneth Kruse Hansen, der gør comeback efter en skadespause. Han får rollen som kaptajn og skal sammen med Patrick Kruse og Jacob Bukhave forsøge at sikre Danmark et stærkt resultat i Holland.

Der venter danskerne hård modstand. Storbritannien kommer til Holland som forsvarende mestre og stiller blandt andet med den regerende individuelle verdensmester Zach Wajtknecht og den rutinerede Chris Harris.

Værtsnationen Holland har ligeledes et stærkt hold med blandt andre Romano Hummel og Dave Meijerink, mens Tyskland traditionelt hører til blandt de stærkeste nationer i konkurrencen og har vundet Long Track of Nations hele ti gange.

Også Frankrig, Finland og Norge er med, og med en lang række profiler fra det individuelle VM-felt på startlisten er der lagt op til en tæt og spændende holdkonkurrence.