Til Speedway
Til forside

Danmark klar til VM-brag i Warszawa

Danmark øverst på podiet ved semifinalen i Riga – foto: Marcin Karczewski

Lørdag den 29. august skal det afgøres, hvilken nation der kan kalde sig verdensmester for hold i speedway. Danmark er blandt de fire nationer, der skal kæmpe om titlen, når finalen køres på det polske nationalstadion PGE Narodowy i Warszawa.

Danmark skal op imod værtsnationen og de forsvarende verdensmestre fra Polen, Australien samt Storbritannien, der vandt den første semifinale. Det er samtidig præcis de samme fire nationer, der kæmpede om medaljerne ved den seneste udgave af VM for hold i 2023. Dengang vandt Polen foran Storbritannien, mens Danmark sikrede sig bronzen.

Danmark kvalificerede sig til årets finale med en flot sejr i semifinalen i Riga. Her fik danskerne ellers den værst tænkelige start med blot tre point efter fire heat og hele tre danske sidstepladser.

Men efter justeringer på cyklerne vendte billedet fuldstændigt. Danmark tog fem heatsejre i træk, overtog føringen og så sig derefter ikke tilbage. Det danske hold sluttede semifinalen på 40 point – otte foran Sverige og Letland, der begge sluttede på 32. Leon Madsen førte an med 14 point.

Den præstation giver også landstræner Nicki Pedersen tro på, at Danmark kan spille en stor rolle, når verdensmesterskabet skal afgøres i Warszawa.

Nicki Pedersen:

“Vi har et godt og stærkt hold, og vi skal først og fremmest kigge indad og have fokus på vores egen præstation. Polen er nok favoritter, men vi kører på en ikke-permanent bane, så de har ikke den helt store fordel af at kende banen. På den måde er vilkårene mere ens for alle.

Sammenholdet på holdet er vigtigt for mig. De fem kørere startede det her sammen, og derfor får de også lov til at afslutte det sammen. De har stor gensidig respekt for hinanden, og der var virkelig god stemning på holdet i Riga. De ved alle sammen, hvad der skal til. Ikke mindst er de alle verdensklasse kørere.

Målet er helt klart at køre efter medaljer, men vi ved også, at det bliver en svær finale. Jeg kan mærke, at de gerne vil præstere for Danmark, og at de er tændte. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at levere det bedst mulige resultat.”

Til finalen har Nicki Pedersen valgt at holde fast i de fem kørere, der sikrede finalepladsen i Riga. Mikkel Michelsen, Leon Madsen, kaptajn Michael Jepsen Jensen og Anders Thomsen indtager de fire faste pladser, mens Frederik Jakobsen igen er holdets reserve.

Fire stærke nationer kæmper om guldet

Polen må på hjemmebane regnes blandt favoritterne. De regerende verdensmestre stiller blandt andre med Bartosz Zmarzlik, Maciej Janowski, Dominik Kubera og Patryk Dudek.

Australien kommer ligeledes med et stærkt hold med blandt andre Brady Kurtz, Jason Doyle og Max Fricke, mens Storbritannien anføres af Robert Lambert.

Speedway World Cup-finalen består af 20 heat, hvor alle fire nationer har én kører med i hvert heat. Efter det sidste heat er nationen med flest point verdensmester.

Danmark jagter sin første VM-titel for hold siden 2014.

Det danske hold til VM-finalen:

Mikkel Michelsen
Leon Madsen
Michael Jepsen Jensen (kaptajn)
Anders Thomsen
Frederik Jakobsen

Landstræner: Nicki Pedersen