Danmark sikkert videre til VM for hold-finalen trods svær start
Foto: FIMspeedway.com
Det danske speedwaylandshold er klar til finalen ved Speedway World Cup efter en stærk semifinale i Riga, hvor Danmark rejste sig efter en vanskelig start og kørte sejren hjem foran Sverige, Letland og Norge.
Danmark indledte semifinalen med tre sidstepladser i de første fire heat. Mikkel Michelsen og Anders Thomsen kom begge fra deres første starter uden point, og selvom Leon Madsen svarede igen med en heatsejr, blev det til endnu et nul, da kaptajn Michael Jepsen Jensen sluttede sidst i heat fire.
Der blev arbejdet med opsætningen på cyklerne i pitten, og da de danske kørere først fik justeret sig ind på forholdene på banen i Riga, ændrede semifinalen fuldstændig karakter.
Heatsejrene begyndte at komme på stribe, og med fem danske sejre i træk blev stillingen i semifinalen hurtigt vendt. Allerede inden halvdelen af de 20 heat var kørt, havde Danmark overtaget føringen.
Leon Madsen var flyvende og blev den store danske pointsluger. Han vandt sine heat på stribe og gik ubesejret gennem sine første 4 heats. Da han skulle ud i semifinalens sidste heat, var arbejdet allerede gjort, og den danske finaleplads sikret.
Det sørgede Anders Thomsen for i heat 19, hvor han satte punktum for en stærk dansk vending med en vigtig heatsejr. Thomsen havde ellers haft en vanskelig begyndelse på aftenen og blev undervejs erstattet af Frederik Jakobsen i flere heat, men sluttede alligevel aftenen på toppen sammen med resten af holdet.
Michael Jepsen Jensen, Mikkel Michelsen og Frederik Jakobsen bidrog ligeledes til den danske oprejsning, der endnu en gang viste styrken og bredden på det danske landshold.
Dermed vandt Danmark semifinalen og sikrede sig den eneste billet videre til VM-finalen.
Finalen køres den 29. august på det flotte stadion i Warszawa, hvor Danmark skal kæmpe om VM-medaljerne mod Polen, Australien og Storbritannien.



