Danmarks Motor Union lancerer nyt Børn- og Ungesyn
Danmarks Motor Union har netop offentliggjort et nyt Børne- og Ungesyn, der skal sikre, at børn og unge i motorsport trives og udvikler sig i et trygt, respektfuldt og inkluderende miljø. Børn- og ungesynet fastlægger værdimæssige retningslinjer for, hvordan børn og unge skal behandles i DMU’s klubber, med fokus på lige muligheder og positive oplevelser for alle.
Et etisk ansvar for voksne i sporten
DMU understreger, at alle voksne, der har med motorsport at gøre, har et etisk ansvar for at sikre en kultur, hvor børn og unges behov og udvikling sættes i centrum. Formålet er at skabe en fælles forståelse og sammenhængskraft i dansk motorsport med børn og unge som omdrejningspunkt
DMU’s Børnerettigheder drager inspiration fra FN’s Børnekonvention, der fastslår, at alle børn har de samme grundlæggende rettigheder. Det nye børn- og ungesyn skal være med til at sikre, at børn og unge kan dyrke motorsport uden diskrimination og mobning, og at de udvikles på deres egne præmisser uden urealistiske krav til resultater. Indholdet i DMU’s børn- og ungesyn bygger blandt andet på anbefalinger og retningslinjer fra Dansk Idrætsforbund.
Alle involverede spiller en rolle for vores børn og unge
Formand for DMU’s Børn- og Ungeudvalg, Louise Laustsen, ser det nye børn- og ungesyn som et vigtigt skridt i den rigtige retning:
“Vi har et ansvar for at skabe et trygt og inkluderende miljø for børn og unge i motorsport. Dette børn- og ungesyn er en klar udmelding om, at trivsel og udvikling skal gå hånd i hånd med sportslige ambitioner. Der skal være plads til alle, uanset om man vil være verdensmester eller hygge sig med sine venner”
Hun understreger vigtigheden af et stærkt fællesskab i klubberne:
“Motorsport er meget mere end konkurrence. Det er sport, hvor sammenhold, udvikling og læring spiller en stor rolle. Vi vil sikre, at alle børn og unge, uanset baggrund og niveau, får en god oplevelse med deres sport.”
Louise Laustsen håber, at initiativet vil inspirere både klubber, trænere, frivillige ledere og forældre til at arbejde aktivt for et trygt motorsportsmiljø:
“Dette tiltag er kun starten. Vi opfordrer alle i motorsporten til at tage ansvar og sætte børn og unges trivsel højt på dagsordenen – som mange i vores organisation forvejen gør”
DMU’s Børn- og ungesyn kan læses her