DM Classic Cross på Nissebjerget 2024
Af Steen Pedersen
DMU’s Historiske Udvalg får af og til sjove og udfordrende opgaver, vedrørende gamle fotos, navne, baner, årstal m.m.
Altså sådan lidt hvem, hvad, hvor og hvornår. Andre opgaver opsøger man selv, f.eks. denne:
Femte og sidste afdeling af DM blev afholdt lørdag den 28. september på NMK’s bane 2 i de velkendte ikoniske omgivelser. Op til løbet havde hele landets vejrguder i flere dage høvlet regn ned over os små mennesker. Så voldsomt at flere byer og landsdele kæmpede med oversvømmelser i hidtil uset grad.
Det betød da også en livlig kommunikation på Classic cross’s FB side om løbets mulige aflysning samt hvilken bane, der evt. skulle benyttes. Lidt jamren over baneteamets valg af bane 2 var der, men alle kritiske røster blev allerede fredag manet til jorden med fotos og vist også video dokumentation af banens klart godkendte tilstand.
Man må med andre ord bare bukke sig i pløren – nå nej den var faktisk væk – over klubben og baneteamets håndtering af de svære forhold. På dagen hørte jeg også kun rosende ord, mange udtalte endda, at ”banen er bare fantastisk”. Super at det kan lykkes, når lidt nervøse nordjyder og andre kørte mange km og troet det værste om bane og ryttergård.
Ca. 80 kørere var på dagen klar til at kæmpe om årets sidste points. Noget mindre end de omkring 120 som var mødt op til DM 1, men det er vist almindeligt også i de ”rigtige” DM- klasser. Efter en lang og måske dyr sæson kan der være lidt penge at spare, hvis man er lidt nede på points-skalaen.
Som jeg læser programmet er der hele 13 klasser, hvor der tages hensyn til dels kørernes og dels racerens alder. Det betyder naturligvis at der er stor forskel på evner og hestekræfter.
Alle disse prægtige mænd på deres ofte endnu mere prægtige motocrossmaskiner blev fordelt på 5 heats inden 1 times frokost og 2. runde heats efter frokost. Så var der rimelig tid til af få racer og krop i form til dagens sidste heats.
At der som nævnt er mange klasser kan for udenforstående virke lidt overdrevet, men det er jo et vigtigt mål for organisationen, at få så mange ud at køre, som overhovedet muligt. Og der står rigtig mange fine crossere rundt omkring i lader og skure, og de kan ikke rigtig sælges eller overhovedet benyttes, hvis der ikke er nogle konkurrence-muligheder.
Man bliver så sat sammen i et nogenlunde match, så man i videst muligt omfang undgår uheld. Ligeledes er det ikke så sjovt med 6-7 stk. på banen i et heat og 27-28 i et andet. Så må der hekses og fordeles lidt. Det kunne f.eks. virke lidt skørt at køre 50 cc racere i samme heat som 500 cc’ere. Men det fungerede og alle er generelt gode til at tage hensyn til hinanden. Her handler det trods alt ikke om næste års kontrakt med et fabriksteam.
I denne artikel vil jeg helst ikke nævne navne, idet der var så mange, som på dagen gjorde det virkelig godt. Men enkelte kommer jeg ikke udenom. 14 årige Elias Stormly var yngste mand og kører i EVO 125. Han omtaltes stort i programmet.
Motocross handler om enkeltmandspræstationer på banen, men sporten har altid været præget af stort familiesammenhold om alle de mange opgaver end blot det at køre. Elias kan da også glæde sig over at have både sin far og farfar som deltagere i dagens stævne.
Næste navn jeg på dagen har svært ved at undgå er Flemming Vad. Det skyldes de to heats, vi var vidne til. De flest kender i MX sammenhænge efternavnet Vad, idet Flemmings far og onkler har kørt cross på højt plan i rigtig mange år. Flemming er selv kun halvgammel med sine 58, men jeg skal love for, at han fik givet gas.
En ældre BSA med let hang til blå røg ud af udstødningen blev ikke sparet. I begge heats var Flemming ikke hurtigst ude af starthullerne og især i heat 2 blev han presset. Begge heats blev vundet. Ikke hvad jeg ville have troet, da jeg så ham gå 70-80 m fra banekanten til sin BSA.
Han så for mig ud til at have ondt alle steder i kroppen. Men det mentale var i top, og da krop og gashånd var varmet op efter få omgange kunne lyden nydes fra BSA’en, samt indsnuses en dejlig duft af ”æterisk olie?”.
Ældste tilmeldte til DM Classic serien så jeg desværre ikke. Men 85 årige Jimmy Smed er et velkendt navn i Classic cross sammenhænge både her til lands og i udlandet. Han har kørt utallige løb gennem årene med ganske stor succes, bl.a. som en del af DMU’s Classic Cross landshold.
I øvrigt ganske fantastisk at opleve hele atmosfæren til en sådan løbsdag i NMK regi i godt vejr og superstemning. Som nævnt var nærmest alle aldre repræsenterede for kørernes vedkommende, men så sandelig også for racernes. Det var virkelig en superoplevelse at kigge på og ikke mindst høre alle de fine gamle racere, hvor ganske mange mærker var repræsenteret.
En særdeles vigtig og måske lidt overset post er tidtagning, der i programmets official-liste af ukendte årsager var røget ud. I dommertårnet sad Vibeke Frederiksen mutters alene (øh ja hun er jo MX-mutter…) og styrede slagets gang med omgangstider og resultatlister.
En mangeårig tilknytning til sporten gør, at hun gennem flere år har påtaget sig denne vigtige opgave.
Til slut vil jeg blot sige tak til NMK og deltagerne for en god dags oplevelser samt komme med en opfordring til alle, som måtte have en ældre crosser stående. Få den nu hevet frem og startet op…!
Her i Classic cross regi er der nemlig rigtig mange vindere, nemlig alle de som har det sjovt (det har de fleste) i nogle gode sociale sammenhænge.
Skulle du have brug for hjælp, er jeg sikker på, du får den. Tjek selv ud via DMU eller Dansk Classic Cross Facebook side.