Til Speedway
Til forside

Fightervilje og comeback blandt DM-favoritterne

Foto: John Bo Jensen

Der er lagt op til en finale i verdensklasse mellem de to storfavoritter ved DM i speedway i kampen om at genvinde titlen.

Det individuelle DM i speedway køres onsdag d. 25. juni hos Brovst Speedway Club under DIF DM-ugen, hvor Anders Thomsen og Mikkel Michelsen er blandt favoritterne til at genvinde DM-titlen.

Anders Thomsen, der kommer fra Fyn, men kører for det sønderjyske ligahold SES, er den forsvarende danmarksmester i speedway og har allerede vundet titlen tre gange.

Han har længe kæmpet for at komme sig ovenpå de alvorlige skader, som han pådrog sig under VM-serien i 2022 og 2023.

Derfor kørte Anders færre løb sidste år, som han selv mener, hjalp ham tilbage i topform og sikrede ham sejren ved DM i 2024 og ikke mindst kvalifikationen til VM-serien i år.

Nærmeste udfordrer, Mikkel Michelsen, der kører for det danske ligahold i Slangerup, vandt DM-guldet overbevisende i 2023 og tog tredjepladsen sidste år.

Mikkel kommer også fra en periode med genoptræning efter et slemt styrt ved VM i september, men har allerede hentet rigtig gode resultater i den polske speedwayliga, hvor han og Anders Thomsen også kører.

Hvem står stærkest til DM?

Anders Thomsen og Mikkel Michelsen er blandt de absolut bedste kørere i Danmark og internationalt. Begge er erfarne VM-kørere og er store stjerner i den suveræne speedwayliga i Polen.

Derfor er det også svært at pege på én af dem som den klare DM-favorit.

Forud sine skader viste Mikkel Michelsen et særdeles højt niveau og en solid indsats både ved EM og VM i 2023 og 2024. Og det har længe gjort ham til favorit, når det kommer til at hente EM- og VM-medaljer til Danmark.

Han er dog stadig ved at træne sig tilbage i topform ovenpå styrtet i september sidste år.

Anders Thomsen er trådt ind i 2025 fuld af motivation efter sin periode med færre speedwayløb. Hans form har efter eget udsagn aldrig været bedre, og han har hentet solide resultater ved sine internationale løb i år.

Begge danske VM-kørere har utvivlsomt evnerne og fighterviljen til at hente DM-guldet, og dermed kan publikum se frem til at opleve en DM-finale i verdensklasse d. 25. juni.