MOTO 2024

31 DM-A 2024 - OFFICIAL RACE PROGRAM løb. Det handler om at lære at håndtere stress og få det omsat til, at man glæder sig – vi skal huske, at vi startede med at køre cross, fordi det er sjovt. MOTO: Du har jo med en trup at gøre, der er sammensat af meget forskellige individer - behandler du dem også for- skelligt? Emil Larsen: Ja, det er man nødt til. Vi har en trup, hvor aldersspredningen er ret bred, vi har forskellige motorcykler, kører forskellige løb og forskellige klas- ser, og vi har også to forskellige køn. Så jeg er også nødt til at håndtere dem for- skelligt. Én ting er, at de er forskellige rent per- sonligt, men der er også hele setuppet omkring dem. Nogle har brug for mere praktisk hjælp end andre, fordi de kun er sig selv og familien. Andre er en del af et team. Jeg tror at det er vigtigt, at man i vores sport – herunder som udøver – forstår, at det er en nødvendighed for, at jeg kan gøre mit job så godt som muligt. MOTO: Når vi taler om de lidt yngre kø- rere, spiller forældrene jo også en stor rolle. Hvordan er man en god forælder til en crosskører? Emil Larsen: Som crossfamilie er man allerede en rigtig god familie, for man bruger rigtig meget tid med sine børn, og det synes jeg er en fed ting. Det har jeg selv oplevet i min egen crossfamilie, som har været i sporten i mange år. Også her tror jeg, at folk skal behandles forskelligt, og det kan variere fra den ene dag til den anden, hvordan du er en god crossforælder for dit barn. Nogle dage har dit barn måske mest brug for et kram, og andre dage har han eller hun måske brug for, at du siger: jeg tror godt, at du kan lidt mere i dag. Det kan nok være svært for os alle sammen at vide helt præcist, hvad der er behov for fra dag til dag, så det er noget med at mærke efter i maven: hvordan har min dreng eller pige det efter denne træning eller dette heat, hvad fornemmer jeg, at de har brug for i dag. Fra kørernes side kan feedback nogle gange opfattes hårdere, når det kom- mer fra for eksempel en far, end hvis det kommer fra mig eller en anden træner. Der skal kørerne huske på, at det sjæl- dent er ment som en kritik, men i stedet som en hjælp, når man siger noget. Også når man er far. MOTO: Hvordan er strukturen i andre lande, fx Belgien og Holland – er det samme måde de gør tingene på som i Danmark, og er der noget, vi mangler? Emil Larsen: I Belgien har de ikke som sådan en landstræner. I Holland har de en landstræner, som arbejder med en noget smallere gruppe end den, som vi har. Om dét at man hjælper nogle færre kørere mere, kan gøre at nogle eller no- get springer frem, er svært at sige. Når jeg ser hele vejen rundt, er det sjæl- dent hvilken træner man har, der er det altafgørende. Det er kørerne og famili- erne selv, som gør det store og det hår- de arbejde. Det er de kørere og familier, som møder op hver weekend og tager kampen op. Selvom der måske har været en svær weekend, hvor det ikke gik godt eller hvor man kom til skade, så kommer de tilbage. Det tror jeg er en vigtig ting at få bygget ind hos de kørere og familier vi har med at gøre, at de også formår at kigge indad og spørge sig selv: Gør vi det, der skal til? Spørger vi om hjælp? Får vi den hjælp, vi skal bruge, og tør vi at spørge efter den? Men der er så mange crosskørere og fa- milier herhjemme, som gør et vanvittigt stort og flot stykke arbejde. MOTO: Du har selv sagt nogle gange, at man er nødt til at være realist omkring hvor man egentlig er og hvilke resulta- ter man laver, for det er også det, man kan arbejde efter? Emil Larsen: Ja, man skal turde at bruge det spejl og kigge indad, at sætte sig ned og sige: okay, mine resultater i dag sva- rer ikke til de ambitioner jeg havde, da jeg mødte op i fredags. Hvad gjorde, at jeg er her? Og så acceptere, hvor man er. Hvis man får evalueret på sine resulta- ter, bliver det også nemmere at plan- lægge sin træning. Hvis det ikke gik som forventet, hvad skyldtes det så? Var jeg