Nr. 3 - Juni 2020

13 motocross / mb Jeg har virkelig savnet fællesskabet, der er på banen. Man kommer til at savne dem, man kender fra klubben og fra banerne.” Det er forår, siger kalenderen, men maj-vinden æder sig ind i kinderne som en skærebrænder fra helvede. Men det gør ingenting. Der er smil at spore overalt i ryttergården, og snak- ken går muntert, som kørerne pakker deres grej ud. Der er blevet pudset i pausen og bestilt nyt udstyr hjem, og forventningens glæde er enorm. Hvis ikke det var fordi, at bilerne holdt i afmærkede båse, og der blev fokuseret på at holde god afstand, så ville det være svært at se, at der overhovedet var noget anderledes. Men der har været lukket ned i et par måneder, hvor hjulene har holdt stille og fællesskabet har været sat på pause. Men nu er gnisten antændt igen. Der bliver grinet, hilst og udvekslet røverhistorier, akkurat som der gjorde inden udøverne måtte undvære deres sport. Og skal man tro sine øjne, så har et par måneders adskillelse blot været et savn, ikke en kilde til glemsomhed. Crosskørerne har siddet derhjemme bag ruderne og ventet på at komme afsted igen – ned i klubben og ud til vennerne. Undertegnede skal være den første til at understrege, at jeg har haft det på samme måde, og at jeg om nogen er farvet, når det kommer til motocross. Som motocross-fantast går man altid og har sine egne forestillinger om, hvad der rører sig i verdens bedste sport. Men der er ikke nogen bedre løsning end at stæse ud og høre det fra første geled. For hvad er det udøverne har savnet? Jeg spurgte en håndfuld – i alle størrelser og på alle niveauer. På de følgende sider kan du læse deres svar. Nedlukningen har været svær, for man havde jo glædet sig til sæsonen, og trænet hen imod det. Så man har været sådan lidt på standby. Der er sket mange nye ting i vinter for mit vedkommende, så man havde selvfølgelig glædet sig til at prøve lidt af det nye.”