Til Speedway
Til forside

Første internationale medalje på spil fredag

Arkivfoto

Den 1. maj bliver en spændende dag for dansk speedway, når European U24 Individual Speedway Cup 2026 køres i Debrecen. Her er årets første internationale medalje på spil, og Danmark har muligheden for at komme på podiet allerede tidligt i sæsonen. Villads Nagel er udtaget til at repræsentere Danmark, noget han ser frem til:

“Det er et nyt løb, men jeg forbereder mig som til alle andre løb. Det er trods alt en slags EM, så der er lidt pres på. Jeg ser frem til et godt løb, og mit mål er klart: en top-3 og en medalje med hjem til Danmark.

Jeg er kommet godt i gang med sæsonen, så det er en stor anerkendelse, at Nicki Pedersen har valgt mig til opgaven. Det er et stort skulderklap, som jeg er rigtig glad for, og nu handler det om at gå ud og vise, at jeg er det rigtige valg.”

Der er tale om en historisk begivenhed, da det er første gang, at dette U24-mesterskab afvikles. Det gør ikke bare løbet ekstra prestigefyldt, men også til en unik mulighed for at skrive sig ind i historiebøgerne som en af de første medaljetagere i turneringens historie.

Løbet samler nogle af Europas mest lovende U24-kørere, og niveauet forventes at være højt. Netop derfor vil en dansk medalje ikke blot være en stærk start på 2026, men også et vigtigt signal om, at dansk speedway fortsat markerer sig internationalt blandt de unge talenter.