God jul og godt nytår til vores klubber 2024
2025 nærmer sig – og vi har samlet en række vigtige punkter for jer som klub, så I kan blive klar til næste sæson.
Vi glæder os rigtig meget til den næste sæson og her fra sekretariatet skal der lyde en kæmpe TAK til både klubberne, de frivillige, DMU’s Hovedbestyrelse, SK og Udvalg.
I kan læse hele nyhedsbrevet nedenfor:
Ny ansvarsforsikring for løb 2025
Ny ansvarsforsikring for løb 2025
Med overgangen til 2025 skifter DMU forsikringsselskab på den kollektive ansvarsforsikring for afholdelse af motorløb, også kaldet publikumsforsikringen.
Forsikringsselskabet er fremadrettet: RiskPoint: https://rpgroup.com/
Certifikater til brug for ansøgning af løbsgodkendelser hos Politiet fremsendes til klubberne i begyndelsen af det nye år.
Licenspriser i 2025
Licenspriser i 2025
I 2025 vil der være en marginal stigning på 25 kr. på alle DMU-kørerlicenser.
Sekretariatet holder juleferie
Sekretariatet holder juleferie
DMU’s sekretariat holder julelukket fredag d. 20. december frem til og med onsdag. 1. januar. Det vil derfor først være muligt at komme i kontakt med sekretariatet igen fra torsdag d. 2. januar.
Licensbestilling åbner 1. januar
Licensbestilling åbner 1. januar
Fra 1. januar åbner DMU sin licensbestilling for 2025-sæsonen. Husk, at du først skal købe et aktivt klubmedlemskab fra 1. januar (kan købes her 1. januar), før du kan købe kørerlicens eller logge på DMU’s app – også fra 1. januar (kan købes her 1. januar)
Og husk, at sekretariatet først er tilbage fra juleferie d. 2. januar, hvor vi kan hjælpe både klubber og kørere med eventuelle spørgsmål.
Indstil til fortjensttegn, Årets Klub, Årets Frivillig og 50 års jubilarer
Indstil til fortjensttegn, Årets Klub Årets Frivillig og 50 års jubilarer
Frivillige og deres arbejde er en uundværlig del af DMU – både frivillige i klubben og hele organisationen betyder alt for sportens udvikling og ikke mindst vores kørere.
Derfor uddeles der hvert år priser til de nomirede frivillige indenfor kategorierne:
Årets Frivillig
Årets Frivillig kåres på baggrund af stor frivillig indsats, enten i forbindelse med mange års klubarbejde eller en ved stor indsats ved et stort projekt i klubben eller for sporten. Dedikerede frivillige er bestemt ikke en mangelvare i DMU, og derfor er det også et ekstra skulderklap til de frivillige i jeres klub eller klubbestyrelse at blive nomineret til prisen som Årets Frivillige i DMU. Årets frivillig bliver fundet inden Repræsentantskabsmødet og bliver efterfølgende inviteret med til spisning om dagen og middag om aftenen sammen med DMU’s klubber.
Årets (gren) Klub
Årets Klubber bliver i første omgang nomineret for hver sportsgren i DMU. Her kan klubber indstille hinanden eller sig selv ud fra en stor indsats i forbindelse med at skabe et godt klubmiljø, konsekvent at afholde løb med høj standard, gøre noget ekstra for at rekruttere nye kørere, og mange andre ting. Når årets gren klub er udpeget i hver sportsgren, er klubben automatisk med i nomineringen som årets DMU-klub, der udnævnes ved repræsentantskabsmødet og får 5.000 kr. med hjem i præmie til klubkassen.
Fortjensttegn/hæderstegn
Fortjensttegn gives ud fra nogle nedskrevne kriterier, som kan findes på hjemmeside. Helt kort kræver tildeling at et fortjensttegn i enten guld eller sølv, at man som frivillig i DMU har ydet en ekstraordinær indsats, der i et stort omfang er kommet sporten til gode eller har gjort en stor forskel i sporten. Læs om kriterierne her: https://dmusport.dk/wp-content/uploads/2020/04/Bestemmelser-DMU-anerkendelser.pdf
Jubilarer
Ved repræsentantskabsmødet hædres også de medlemmer, der uafbrudt har været medlem i DMU i 50 år eller 75 år.
Så har I medlemmer i klubben, som i år kan fejre jubilæum af DMU, har disse også mulighed for at komme med til Repræsentantskabsmødet med spisning om dagen og middag om aftenen sammen med DMU’s klubber.
Tidsfrist
Indstillinger til fortjensttegn, Årets Klub, Årets Frivillig og jubilarer kan sendes nu til dmu@dmusport.dk med deadline 2. februar 2025 inden DMU’s næste repræsentantskabsmøde. Læs mere om kriterierne for indstilling af fortjensttegn under: dmusport.dk/organisation/dmu-historie/
Indkaldelse til DMU’s ordinære Repræsentantskabsmøde 2025
DMU’s Repræsentantskabsmøde 2025
Der indkaldes hermed til de ordinære repræsentantskabsmøder i Danmarks Motor Union samt sportskommissioner hos HUSET Middelfart, Hindsgavl Allé 2, 5500 Middelfart.
DMU’s Repræsentantskabsmøde afholdes lørdag d. 1. marts, kl. 8.30-12.00. Repræsentantskabsmøderne i sportskommissionerne afholdes efterfølgende med mødestart kl. 13.30.
Prisuddeling og spisning om aftenen
Lørdag aften efter dagens Repræsentantskabsmøde afholder DMU ligeledes sin prisuddeling for at hædre resultaterne i 2024 fra vores topatleter og talenter.
Prisuddelingen efterfølges af fælles spisning.
Klubkonference
Søndag d. 2. marts afholdes DMU’s Klubkonference i forlængelse af Repræsentantskabsmødet.
Mere information om hele weekenden udsendes af DMU’s sekretariat i midten af januar.
DMU’s licens app
DMU’s Licens app
Husk, du kan se dine licenser, nyheder og tage forskellige kurser i DMU’s licens-app.
Vær opmærksom på, at SKAL have et aktivt medlemskab af en DMU klub, for at du kan logge ind på din profil i appen.
Du kan købe medlemskab i de fleste af DMU’s klubber her: https://shop.dmusport.dk/
Med et aktivt klubmedlemskab kan du herefter logge ind på appen med dit sædvanlige DMU-login.
Har du brug for at nulstille dit DMU-login, kan du gøre dette i DMU’s medlemssystem: https://fs.dmusport.dk/log-ind
Find mere info om at logge ind i DMU’s systemer og en vejledning til appen her
Husk gode beskrivelser på jeres medlemskaber
Husk gode beskrivelser på medlemskaber
Der er mange ting at holde styr på, når man starter som ny i motorsporten, og det er ikke altid man lige forstår, at klubmedlemskab og licens er to forskellige ting.
Vi har tidligere oplevet, at nye kørere ikke har haft licens, men har trænet ude på banerne.
Mange fortæller, at de troede, at licensen var med i købet af deres medlemskab, da beskrivelsen af medlemskabet indeholdte “medlemskab med licens” eller noget lignende.
Der kan opstå mange misforståelser, også i forhold til arbejdsdage eller om klubmedlemskabet giver mulighed for at købe licens (altså kategori 1 i systemet). Nogle har måske stadig det udgået “Motorblad” med i medlemskabsbeskrivelserne.
På sekretariatet får vi løbende mange henvendelser gennem sæsonen fra medlemmer, som har købt et forkert medlemskab.
Derfor vil vi gerne opfordre alle klubber til at gå deres beskrivelser/navnene på deres medlemskaber igennem og rette beskrivelserne til, så man som medlem ikke misforstår, hvad medlemskabet indeholder.
Her kan det ofte være en fordel at korte beskrivelserne ned, så de ikke bliver for lange, for at undgå at medlemmerne ikke læser hele beskrivelsen.
Opdatér jeres medlemskaber
Opdatér jeres medlemskaber
Husk at opdatere af jeres medlemskabstyper på ”klubmedlemskab.dmusport.dk”, så I er klar til, at jeres medlemmer begynder at købe medlemskaber online i det nye år.
I opdaterer jeres medlemskabstyper ved at logge ind i Forretningssystemet og gå ind under fanebladet ”Medlemskabsadministration”. Her kan I rette beskrivelser og priser, samt tilføje nye typer medlemskaber.
Vær venligst opmærksomme på, at:
- Hvis I tilføjer nye medlemskaber, så kontakt os, så vi kan sætte DMU-kategori på og dermed gøre medlemskabet tilgængeligt for køb online.
- Hvis I retter i medlemskaberne, så skal de måske have rettet DMU-kategori også, for at det passer med den nye beskrivelse – så skal I også have fat i os for at få ændret kategorien.
- Der skal ikke betales DMU-kontingent for officials, som ikke køber kørerlicens. MEN det kræver, at de er oprettet med et medlemskab i kategori 4.
- Mange af jer har haft halv pris på jeres medlemskaber siden i sommer – dette bliver ikke automatisk ændret tilbage her ved årsskiftet, så I skal selv manuelt sætte priserne til fuld pris igen.
- Jo mere grundige I har været i beskrivelserne af medlemskaberne og deres vilkår og betingelser, jo færre fejlkøb skal håndteres, rettes, refunderes osv. efterfølgende.
Hvis I er i tvivl om noget, så tag endelig fat i os. Kontoret er åbent til og med d. 19. december.
Udenlandske medlemmer skal have release
Udenlandske medlemmer skal have release
Hvis jeres klub har fået et medlem med statsborgerskab i et andet land end Danmark, der ønsker at købe dansk licens, så SKAL køreren have en release eller en godkendelse fra motorforbundet i sit pågældende hjemland, som giver tilladelse til, at vedkommende må tegne licens i Danmark.
Kontakt DMU på dmu@dmusport.dk, hvis jeres klub har fået et medlem med et andet statsborgerskab end dansk. Se også på DMU’s hjemmeside.
Fakturaer fra DMU regnskab
Fakturaer fra DMU regnskab
Modtagelse af fakturaer fra DMU Regnskab vil foregå på mail med følgende oplysninger i afsenderfeltet:
Inventio.IT <hosted-by@inventio.it>på vegne af; Danmarks Motor Union <regnskab@dmusport.dk>; (Inventio.IT via inventio.it)
I mailen finder i et link, der fører jer videre til fakturaen. Benyt venligst FIK koden på fakturaen, når I betaler den til DMU, og benyt venligst ikke bankoverførsel.
Indberet jeres medlemstal
Indberet jeres medlemstal
Den årlige medlemsregistrering i idrætsforeningerne er åbnet 1. december og bør indberettes af klubben senest i starten af januar.
Medlemstallene skal indberettes til idrætsorganisationernes fælles portal CFR på www.medlemstal.dk. Ved at klikke på punktet ”Vejledning” på forsiden, er der adgang til vejledningen og ofte stillede spørgsmål.
Som klub skal I benytte det CFR-nummer og den adgangskode, som jeres medlemstalsansvarlige har fået tilsendt i en mail fra CFR-sekretariatet. Kontakt Centralt ForeningsRegister (CFR) på info@medlemstal.dk eller telefon 70 20 18 00 ved spørgsmål (mandag-fredag kl. 10-14).
Husk at trække jeres medlemslister fra fs.dmusport.dk inden d. 31./12 2024, hvor medlemskaberne i jeres klub udløber.
Husk medlemskab til bestyrelsen og officials
Husk medlemskab til bestyrelsen og officials
Både bestyrelsesfolk og jeres officials skal have gyldigt klubmedlemskab for at kunne agere i klubben og DMU. Dette er også særligt vigtigt for jeres officials, så deres officiallicenser er gyldige.
Husk derfor at sikre, at både jeres bestyrelsesmedlemmer og officials tegner et gyldigt medlemskab fra 1. januar.
Medlemsguide – kom godt i gang i den nye sæson
Medlemsguide – kom godt i gang i den nye sæson
Vi har lavet en medlemsguide med masser af nyttige informationer om at være medlem af DMU.
Det kan være en stor hjælp for alle nye, at gøre dem opmærksom på guiden.
DMU’s Miljø-hjemmeside
DMU’s Miljø-hjemmeside
På DMU’s hjemmeside under afsnittet om miljø finder man som klub masser af info, gode råd og vejledning til den samlede indsats indenfor miljø, bæredygtighed og biodiversitet.
Håndbog til dmusport.dk og vidensdeling i klubben
Håndbog til dmusport.dk og vidensdeling i klubben
I kan hente en håndbog, der skal gøre det nemmere at vidensdele og tage godt imod nye medlemmer i klubbestyrelen. Her finder I en oversigt over informationer og materialer på dmusport.dk og dif.dk. Dertil er der en række felter, som I kan udfylde med vigtig information til bestyrelsesarbejdet i netop jeres klub.
Hent den allerede i dag og udfyld sammen i bestyrelsen, så jeres viden og erfaringer nemt kan gives videre til nye i bestyrelsen.
Registrér din skade digitalt hos DMU
Hos DMU foregår din skadesregistrering digitalt via vores hjemmeside.
Det er vigtigt at registrere din skade som kører hos DMU efter et uheld ved træning eller løb.
Skadesregistreringen er nemlig grundlaget for, at vores forsikringsselskab efterfølgende kan behandle sagen, når man som kører anmelder sin skade hos selskabet, efter man bl.a. har fået foretaget en méngradsvurdering.
Du kan finde DMU’s blanket til at registrere din skade som kører her: dmusport.dk/skadesanmeldelse/
Linket til online formularen er også tilgængelig menuen i DMU’s app og i vores oversigt over vigtig information til kørere i DMU