Til forside

Hvad rører sig i DMU: Tak til alle frivillige og god sommer fra DMU’s Hovedbestyrelse

De fleste af os er godt i gang med sommerferien. Nogen holder ferie med familien rundt i Europa, andre tilbringer tiden ved festivaler rundt omkring i landet og uden for landet.

Mange af DMU’s medlemmer holder ferie rundt omkring på motorsportsbaner, både i Danmark og Europa. Fælles for alle er et håb om godt vejr og tid til fællesskab og afslapning med familien og nære venner.

Sommerferietiden er tid til refleksion, omtanke og selvforkælelse, men også muligheden for at se os selv og vores fritidsaktiviteter, herunder vores sport, på en ny måde.

Derfor vil vi fra Hovedbestyrelsen komme med et budskab til alle i DMU i forhold til, hvordan vi taler til, med og om hinanden.

Der er desværre for mange eksempler på voksne mennesker, der lader deres følelser bestemme over deres adfærd og derfor ender i forskellige konfliktsituationer med frivillige officials, andre kørere og forældregrupper. Det er hverken godt for fastholdelsen af frivillige og medlemmer eller godt for sporten og de implicerede personer.

I en sport, hvor det først og fremmest handler om at have det sjovt i faste rammer, er det demotiverende for rigtig mange frivillige officials og frivillige ledere at skulle bruge tid på at forholde sig til, at enkeltpersoners følelser løber af med dem.

Følgen af dette kan være trusler om vold, og i enkelte tilfælde, heldigvis få, har nogen gjort alvor af truslen. Ingen frivillige trives i et sådant miljø, og vi oplever desværre, at det er en af grundene til, at det er blevet sværere at rekruttere frivillige til at organisere, lede og afvikle motorsportslige events.

Vi skal passe på frivilligheden og værdsætte, at nogen yder en indsats og arbejder frivilligt, ulønnet og i deres fritid.

Husk: Uden frivillige ingen sportog det skal være sjovt for alle

Lad os nu vende blikket mod 2025 sæsonen indtil videre og fremadrettet.

I den første halvdel af året er der sket meget i speedway (SPW), hvor der bl.a. er blevet valgt en ny Sportskommission (SK). Deres arbejde er kommet rigtig godt i gang, og der ser ud til at være rigtig mange gode tanker om speedwaysportens fremtid.

Udover en ny SK, er der også dannet en ny SPW ligaforening. Det betyder ikke så meget for afviklingen af SPW-liga løb, men handler mere om klubbernes indbyrdes samarbejde for organisering og afvikling af ligaløb.

Danmarksmesterskabet i SPW er lige afviklet som del af Danmarks Idræts Forbunds DM- uge.

Brovst stod for en flot afvikling og det var virkelig en succes. Danmarksmesteren blev Michael Jepsen-Jensen, som derved også fik et Wild Card til Grand Prixet i Vojens.

I Brovst mødte mere end 6.600 betalende gæster op som tilskuere. Det blev samtidigt vist på DR2 med seertal på +140.000, hvilket er på højde med de mest sete danske superligakampe i fodbold. Supergodt gået af de voldsomt gode folk i Brovst.

På dansk jord ser vi også frem mod spændende internationale løb i speedway. Vi har SGP1-, SGP2- og SGP4-finale i Vojens d. 12. og 13. september. Der er SGP Challenge i Holsted d. 9. august og endelig afholdes der i Slangerup det Europæiske Mesterskab for 250 cc for par d. 16. august.

Dertil afvikles der selvfølgelig en lang række DM-afdelinger i vores forskellige grene, samt pokalløb og andre løb i klubberne.

Der er i år også sket nye og spændende ting i DM-A serien i Motocross, som har indgået en sponsoraftale med Fastlane MX om øget markedsføring af serien. Man er nu over halvvejs i årets DM-A og vi ser frem mod næste afdeling på Korskroen i Esbjerg inden den store finale på Nisseringen i Næstved d. 21. september.

Ved Kærby Mose på Fyn er de færdige med alle formaliteter omkring anlægningen af den nye Motocrossbane og Mini RR-bane. Det har været en lang kamp, men nu er den endelige miljøgodkendelse givet og de kan for alvor komme i gang med deres aktiviteter.

I det hele taget er der rigtig mange motorsportsaktiviteter udover det ganske land hen over sommeren og efteråret. Alt sammen sat i værk af en masse arbejde fra en lang række af ulønnede frivillige, som hver især lægger voldsomt mange timer i arbejdet med at give alle DMU’s kørere mulighed for at udøve deres sport i faste og regulerede rammer.

Hermed en kæmpe tak til alle, både frivillige og aktive.

Fra Hovedbestyrelsen skal hermed lyde et ønske om en rigtig god sommer til alle. Frivillige udøvere og deres familier. Tak, fordi I har lyst til at være en del af Danmarks Motor Union.

Danmarks Motor Union
Hovedbestyrelsen