Til Motocross
Til forside

Hvad skal man lede efter?

Artikel fra Crossnyt.dk

Classic Cross er noget, alle gamle motocrosskørere eller unge skal opleve – men hvordan er det hele delt op med maskiner osv.?

Hvis du ser en gammel crosser stå i en lade eller selv har noget stående, hvad skal man så stille op i af klasse?  Vi har spurgt Kurt Vad, mangeårig formand for Classic Cross.

Kurt fortæller:

Vi får til tider spørgsmål her i Dansk Classic Cross (DCC) vedrørende vores Classic-sport – især hvilke cykler der er gældende, hvad med årgange, og hvordan man ser forskel på de forskellige klassemodeller, osv., siger formand Kurt Vad.

Jeg vil her prøve at redegøre lidt simpelt for, hvordan vi har bygget Classic Cross op.

Hvis vi ser på cyklerne, kan man sige, at der er to kategorier: De crossere, der har to støddæmpere, og de lidt nyere, der kun har én støddæmper.

Hvis vi tager cyklerne med to støddæmpere, er de igen delt op. De helt ældre modeller har klasser, hvor årgangen er op til 1974 – det, vi kalder pre74. Cyklerne er typisk fra 1960’erne og frem, og kubik på motoren er fri. I disse klasser deler vi yderligere op i f.eks. -66/66+ og 72+.

Eksempel: 72+ betyder deltagerens alder. Her har vi i øvrigt Danmarks, men også Europas, ældste aktive deltager med i denne klasse – den legendariske Jimmy Smed på 87 år på sin

Matchless-cykel. Alder er ingen hindring!

Fra pre74 og helt frem til pre85 har vi klassen Twin Shock. I den kategori har vi en decideret klasse for 125cc-cykler, hvor der ikke er nogen aldersopdeling på deltageren. Rykker vi op i cc, er det typisk cykler på 250cc og 400cc, og her er klassen så delt op i Twin Shock -60 og Twin Shock 60+, altså igen efter deltagerens alder.

Når vi kommer forbi pre85, hedder klasserne EVO, Super Evo samt EVO + pre02, hvor cyklerne har én støddæmper. For EVO og Super Evo har vi også en aldersopdeling på deltagerne, nemlig -50 og 50+. Undtagelserne er, at vi også her har en separat 125cc-klasse, hvor vi f.eks. har vores yngste deltager på 14 år. I Evo+pre02 er der heller ingen aldersopdeling.

I Evo-klasserne deler vi cyklerne op i årgange, med betegnelserne Pre90, Pre96 og slutteligt Pre02.

Jeg må ikke glemme at nævne, at vi også har en decideret 50cc-klasse – altså de gamle ”knallert-crossere,” som godt nok er nogle hidsige og specielle modeller.

Kurt Vad fortsætter:

Vi prøver at fastholde originalitet, godkendelser, de rigtige årgange, affjedring osv. Inden for denne beskrivelse er der en række forskellige hensyn at tage til konstruktionen af modellerne, som kan være meget specifikke og måske lidt komplicerede at hitte rede på.

Derfor gør vi også opmærksom på, at hvis du er helt ny og gerne vil med ind i Classic-verdenen og overvejer at købe en cykel, men er i tvivl, så tag endelig fat i en fra DCC’s bestyrelse.

Vi har en teknisk komité bestående af personer, der har været med længe og har stor viden – eller kan søge viden om eventuelle tvivlsspørgsmål. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, så du ikke brænder penge af på noget, du troede var ok.

Jeg kan ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi til den kommende Classic-sæson, som starter den 17. maj på Hedeland Moto Cross, har åbnet op for en supportklasse. Klassen er tænkt som den arrangerende klubs valg af, hvilken supportklasse det skal være. Men vi forstår, at Mini og C Maxi mix bliver nævnt, og det finder vi helt unikt.

Der skulle jo nok være en pårørende, en forælder eller en hjælper, der kan dufte og fornemme den helt specielle stemning til et Classic-race og måske selv får lyst til at deltage. Hyggen, samværet – ja, det sociale er i højsædet i Classic. Deraf udspringer også vores slogan, afslutter Kurt sin fortælling om Classic Cross, der åbner i Hedeland.

Husk – du er altid velkommen i DCC!

Se mere på websitet: CLASSICCROSS.DK eller på Facebook: Dansk Classic Cross.

Dansk Classic Cross det er os der oser af go stemning.!!!