Til Speedway
Til forside

Ib har været stævneleder 100 gange i træk: “Det er øretævernes holdeplads”

Foto: Vojens Speedway Center/Lasse Lagoni

Ib Christiansen sammen med Bo Søndergaard. Foto: Vojens Speedway Center/Lasse Lagoni

I sidste uge kunne man i Vojens Speedway Klub fejre et helt særligt jubilæum. Her var Ib Christiansen nemlig stævneleder for 100. gang i træk ved et nationalt løb, da SES Sønderjylland tog imod Slangerup SSK. Ibs jubilæum blev markeret med en kurv fra DMU Speedway, men hovedpersonen selv havde bedt om, at der ellers ikke skulle gøres det stor nummer ud af det. Han er dog ikke i tvivl om svaret, når DMU spørger, hvad der får at stille op som stævneleder igen og igen:

”Jeg nyder det bare hver gang! Jeg elsker sporten som helhed og det gode kammeratskab, der er,” siger Ib Christiansen.

Det var ikke planlagt på forhånd, at Ib Christiansen skulle runde de 100 gange i træk som stævneleder, men da han begyndte at nærme sig, kunne han alligevel ikke holde sig tilbage.

”Jeg gik ikke efter et bestemt tal, men vi kom til at snakke om det i klubben sidste år, og da jeg så så, at jeg var på nogen og 80, gik der sport i den. 100 er jo et pænt tal at runde,” lyder det med sønderjysk beskedenhed fra Ib Christiansen.

I det hele er det nok nærmere det dobbelte antal stævner, hvor Ib har været stævneleder ved nationale løb, men alligevel mener han ikke, at det gør ham til noget særligt.

”Der er ingen, der er uundværlige, heller ikke mig. Alle kan tage min plads til hver en tid, hvis de vil,” siger Ib Christiansen – som dog også får nævnt, at der ikke er så meget konkurrence på pladsen:

”Det er jo øretævernes holdeplads, for når kørerne kommer ud fra et heat og adrenalinen er oppe at køre, kan de godt få sagt noget, de ikke mener. Men heldigvis kommer de også bagefter og fortryder og siger undskyld. Kørerne ved godt, at jeg ikke farer i flæsket på dem, når de skælder ud –­ og hvis jeg begyndte at tage det personligt, var jeg længe stoppet,” siger Ib Christiansen.

Da DMU spørger om, om der er endnu en milepæl, Ib Christiansen gerne vil nå som stævneleder, vil han ikke sætte konkrete tal på, men det betyder langt fra, at han er færdig som stævneleder i nærmeste fremtid.

”Jeg skal ikke sætte rekord bare for at sætte rekord. Men enhver sportsmand vil jo gerne stile højere og højere. Og så længe jeg magter det, vil jeg gerne blive ved,” siger Ib Christiansen.