Medaljeregn 2025: Dansker dominerer i international aqua-sport
Oliver Koch Hansen har netop fuldendt en forrygende sæson som nykåret verdensmester og med flere podiepladser i aquabike-sportens øverste Ski-klasse.
Den 22-årige dansker fra Aalborg rundede i år sit 10-års jubilæum i auqabike-sporten.
Jubilæet blev markeret med flere internationale titler, heriblandt guld ved det nordiske mesterskab, sølv ved europamesterskabet og guld ved verdensmesterskabet i den øverste Ski GP1-klasse.
Oliver Koch Hansen lægger sig samtidig øverst på verdensranglisten foran tidligere verdensmestre, mens han også er den første dansker nogensinde til at vinde verdensmesterskabet i Ski GP1-klassen.
Danskeren har længe været godt på vej mod VM-guldet, da han allerede i 2023 tog VM-sølv i samme klasse.
Lille sport, store danske atleter
Danmark har i årevis vundet internationale medaljer i aquabike- og jetksi-sporten, selvom man nok forbinder sporten med varmere himmelstrøg.
Sporten er da også meget stor og populær i Sydeuropa og Asien, men det kræver dertil en ekstra indsats for de danske topatleter, da sporten er begrænset af flere regler i Danmark.
Der skal altså både trodses danske minusgrader og begrænsede træningsmuligheder, ligesom turen ofte går til Sydeuropa, Mellemøsten og Asien, for at træne mest muligt og når der skal deltages i de store internationale løbsserier.
Alene i år har verdensmesterskabet bragt Oliver Koch Hansen til Indonesien, Italien og Qatar.
Den unge dansker sætter afslutningsvis ord på sin omfattende sæson og ambitionerne for egne og ikke mindst flere danske toppræstationer i sporten:
– Jeg har dedikeret al min tid og kræfter i år på jetskisporten, rejst verden rundt, og trænet for at opnå topresultater med målet at vinde verdensmesterskabet 2025.
– Så det er fantastisk, at det lykkedes og at man bliver belønnet for den store arbejdsindsats sammen med mit hårdtarbejdende team af mekanikere. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre.
– Mine egne ambitioner er fortsat tårnhøje om at vinde europamesterskabet og verdensmesterskabet, ligesom der er en god håndfuld danske topatleter i sporten, der er med i kampen om at vinde flere medaljer til Danmark. Forberedelserne er allerede i gang til næste sæson for os alle, ligesom vi holder træningsindsatsen på et fortsat højt niveau.




