Michael Jepsen Jensen overtager EM-føringen efter Güstrow
Foto: LS Photo – Lars Schröer
Michael Jepsen Jensen er ny mand i spidsen for Speedway Euro Championship efter en stærk tredjeplads i årets anden afdeling, der lørdag blev kørt i tyske Güstrow.
Efter en flot dansk åbning på serien i Zielona Góra fortsatte Michael Jepsen Jensen de gode takter i Tyskland. I et tæt løb sluttede han den ordinære del på 10 point og sikrede sig direkte adgang til finalen på baggrund af sine heatsejre.
Her skulle danskeren op imod Maciej Janowski, Jan Kvěch og Kacper Woryna. Efter et styrt til Woryna blev finalen kørt om med tre kørere, og her tog Janowski sejren foran Kvěch, mens Michael Jepsen Jensen sikrede sig tredjepladsen og endnu en vigtig portion point til den samlede stilling.
Resultatet sender Michael Jepsen Jensen helt til tops i den samlede EM-stilling efter to afdelinger. Efter fjerdepladsen i Zielona Góra og podieplaceringen i Güstrow har danskeren dermed skabt sig et stærkt udgangspunkt halvvejs gennem mesterskabet.
Leon Madsen, der vandt første afdeling i Zielona Góra, sluttede løbet i Güstrow med 10 point. Dermed er han fortsat med helt fremme i kampen om årets titel, med samme antal point som MJJ.
Mikkel Michelsen hentede ni point i Güstrow og er ligeledes fortsat solidt placeret i toppen af mesterskabet. Efter andenpladsen i første afdeling ligger Michelsen aktuelt nummer fem i den samlede stilling, blot fire point efter Michael Jepsen Jensen i front.
Med to af fire afdelinger kørt tegner det derfor fortsat stærkt set med danske øjne. Næste mulighed for vigtige EM-point venter den 19. september, når tredje afdeling af SEC køres i Rzeszów, Polen.



