Til Speedway
Til forside

Michael Jepsen Jensen på podiet efter stærk dansk weekend i Manchester

Arkivfoto: Lars Schröer

Der var masser af dansk succes, da tredje og fjerde afdeling af Speedway Grand Prix blev kørt i Manchester i weekenden. Især Michael Jepsen Jensen leverede en stærk indsats, der kulminerede med en flot andenplads i lørdagens Grand Prix.

Fredagens afdeling blev domineret af australierne, hvor Max Fricke vandt foran landsmændene Brady Kurtz og Jack Holder. Michael Jepsen Jensen leverede samtidig en solid præstation og sluttede som nummer seks, hvilket gav et godt afsæt for resten af weekenden.

Lørdag tog Jepsen Jensen endnu et skridt fremad. Danskeren kvalificerede sig til finalen efter suveræn kørsel i de indledende heats. Her kæmpede han med om sejren i et dramatisk afsluttende heat. Det så længe ud til at stå mellem danskeren og den regerende verdensmester Bartosz Zmarzlik, men Brady Kurtz fandt vej forbi begge kørere og snuppede sejren. Jepsen Jensen sikrede sig andenpladsen, mens Zmarzlik blev nummer tre.

Resultatet sender Jepsen Jensen op på fjerdepladsen i VM-stillingen med 45 point, og danskeren glædede sig efter løbet over den fremgang, han har oplevet siden sæsonpremieren.

– Det er lang tid siden, jeg sidst har kørt Grand Prix fast, så det har krævet lidt tilvænning at komme tilbage. Jeg følte mig endelig bedre tilpas lørdag. Målet er altid at komme med i finalen, og det lykkedes denne gang, sagde Jepsen Jensen efter løbet til SGP.com.

Mens Jepsen Jensen var den store danske profil i Manchester, viste også Leon Madsen og Anders Thomsen gode takter i løbet af weekenden, selvom det ikke lykkedes dem at nå helt frem til finalerne.

I toppen af VM-stillingen har Brady Kurtz nu overtaget føringen med 65 point foran Bartosz Zmarzlik på 62. Jack Holder indtager tredjepladsen, mens Michael Jepsen Jensen efter weekendens stærke resultater nu er rykket op som nummer fire.

Næste afdeling af Speedway Grand Prix-serien køres den 20. juni i Wroclaw i Polen.