Til Speedway
Til forside

Mikkel Bech vinder tysk traditionsløb

Tekst: Jacqueline Seidlitz

Oversaet: Nicolai Juhl

Photos: Lars Schröer

Der blev skrevet et nyt kapitel i historien ved det traditionsrige Night of the Fights i Cloppenburg, hvor knap 4.000 tilskuere overværede en imponerende sejr til Mikkel Bech på den kun 240 meter lange speedwaybane.

 

Mikkel Bech havde egentlig lagt speedwaykarrieren bag sig, men efter sit comeback tidligere på året viste han endnu en gang sit store talent. Ni år efter sin mindeværdige triumf ved Night of the Fights kunne den danske kører lørdag aften igen løfte den eftertragtede McDonald’s Supercup.

Kørere fra otte nationer var samlet i Cloppenburg og leverede en lang række spændende og tætte løb. Den nyrenoverede bane gav gode muligheder for overhalinger og forskellige sporvalg, men ingen udnyttede forholdene bedre end den 31-årige kører fra Glumsø. Det var tydeligt at se, hvor meget glæde Mikkel Bech igen har fundet i sporten. I de indledende heat satte han stort set ikke en fod forkert og afgav blot ét enkelt point til landsmanden Mads Hansen.

Løbet blev kørt efter det klassiske Speedway Grand Prix-format med 20 indledende heat, to semifinaler og en finale. Bech fortsatte de stærke takter i sin semifinale, som han vandt sikkert og dermed kvalificerede sig til aftenens afgørende finale.

Også de øvrige danske deltagere havde en stærk aften. Benjamin Basso kom videre til semifinalen som nummer otte efter grundserien. Selvom han ikke vandt et eneste heat, kæmpede han sig videre til finalen med en flot indsats i semifinalen. Mads Hansen, som er tilbage efter en længere skadespause, viste hurtigt, at formen er på vej tilbage. Med 13 point fra de indledende heat gik han videre til semifinalen, som han også vandt.

Finalefeltet blev fuldendt af britiske Tom Brennan. Mikkel Bech valgte den gule startplads, mens Mads Hansen startede fra inderbanen. Benjamin Basso tog den blå bane, og dermed måtte Brennan tage til takke med den hvide yderbane.

Da startbåndet gik op, var Mikkel Bech lynhurtigt væk og tog føringen med det samme. Bag ham udspillede der sig en dramatisk kamp om de resterende podieplaceringer. Efter en imponerende opkørsel lykkedes det Benjamin Basso at sikre sig andenpladsen foran Tom Brennan.

 

Efter løbet satte de danske kørere ord på deres præstationer:

Mikkel Bech:
„Cloppenburg har altid været et fedt løb at deltage i. Det bliver gjort til et show og et event på en måde som få løb gøres.

Stemningen er høj og publikum er virkelig tæt på banen. Banen byder op til noget spændende og til ræs. Det var virkelig fedt at vinde løbet. Jeg har ikke haft mange individuelle løb i år, så at kunne tage en sejre hvor man er alene betyder meget.“

 

Benjamin Basso:
„Sikke et event! Det var sjovt, fedt og en kæmpe oplevelse at være en del af. Selve løbet havde en helt speciel stemning – nærmest som en mini-festival, bare med speedway i centrum.

Jeg er utrolig taknemmelig for at have været en del af Night of the Fights i år, og ekstra fedt at kunne slutte weekenden af med en 2. plads.

En kæmpe tak til alle bag eventet, fansene og alle jer, der gjorde weekenden helt speciel. Det her er helt sikkert et løb, jeg kommer til at deltage i igen hvis jeg får chancen!“

 

Mads Hansen:

Det er en af de fedeste baner at køre på, der kan overhales overalt på banen som kun er 240 meter, det bare så sjovt at køre på.

Det er bestemt en af de steder jeg meget gerne kommer igen.

Jeg har de sidste par været på pallen, men i år glippede det for mig, tog den forkerte startplacering, det kostede en plads på skamlen.

Ellers var jeg meget godt tilfreds, jeg slog da alle de tre første, og er meget godt tilfreds efter min skade, alt går som det skal.

 

Resultat:

1. Mikkel Bech (DK) 14+3+3 Pkt., 2. Benjamin Basso (DK) 8+2+2, 3. Tom Brennan (GB) 12+2+1, 4. Mads Hansen (DK) 13+3+0, 5. Sam Masters (AUS) 9+1, 6. Beau Bailey (AUS) 8+1, 7. Francis Gusts (LET) 13+0, 8. Martin Smolinski (D) 8+0, 9. Patryk Woydylo (PL) 7, 10. Damian Ratajczak (PL) 7, 11. David Bellego (F) 5, 12. Lukas Fienhage (D) 5, 13. Jonny Wynant (D) 5, 14. Mitch McDiarmid (AUS) 4, 15. Carl Wynant (D) 1, 16. Paco Castagna (I) 1.