Mindeord for Svend Panse
Det er med stor sorg, at Danmarks Motor Union har modtaget beskeden om, at Svend Panse er gået bort den 16. juli 2026.
Med Svends bortgang har dansk motorsport mistet en helt særlig personlighed og en af de frivillige kræfter, som gennem årtier har været med til at forme og understøtte vores sport. Svends engagement, loyalitet og arbejdsomhed har sat dybe spor i både klub- og forbundsarbejdet.
Mange vil kende Svend fra hans mangeårige virke i Glumsø Speedway Klub og Midtsjællands Sports Motor Klub, hvor han gennem mere end 50 år udførte et imponerende frivilligt arbejde. Men også i Danmarks Motor Union spillede Svend en vigtig rolle gennem mange år.
Svend var i en lang årrække intern revisor i DMU og fungerede desuden som dirigent på forbundets repræsentantskabsmøder. Med sin store erfaring, sit skarpe overblik og sin rolige facon sikrede han, at møderne blev gennemført i god orden og med respekt for demokratiet og fællesskabet i organisationen.
I perioder var Svend også tilknyttet DMU’s sekretariat, hvor han bidrog med planlægningsopgaver og praktisk støtte. Uanset hvilken opgave han påtog sig, blev den løst med stor samvittighedsfuldhed, ansvarsfølelse og ikke mindst en loyalitet over for sporten, som var helt enestående.
Svend var et menneske, man kunne regne med. Han mødte altid andre med respekt, godt humør og et smil på læben. Samtidig havde han en særlig evne til med en tør og velplaceret bemærkning at få smilet frem hos sine omgivelser. Når diskussionerne blev lange, eller stemningen lidt for alvorlig, kunne Svend ofte med en enkelt vittighed lette situationen og minde os om, at vi trods uenigheder arbejdede for det samme fælles mål.
Det er mennesker som Svend, der udgør rygraden i foreningslivet. Hans indsats har haft betydning for utallige kørere, ledere, frivillige og tillidsvalgte gennem generationer, og hans engagement vil blive husket med stor respekt og taknemmelighed.
På vegne af Danmarks Motor Union sender vi vores varmeste tanker til Jette, familien og de nærmeste i denne svære tid.
Æret være Svend Panses minde.



