Morten Svendsen bliver Team Coach for speedwaylandsholdet

Forberedelserne er i fuld gang til 2024, hvor man arbejder videre med en ny struktur for elitesatsningen i speedway efter første år med Nicki Pedersen som landstræner.

Her tilknyttes Morten Svendsen nu som Team Coach for landsholdet.

Landstræneren sætter her ord på målsætningen for dansk speedway og behovet for at tænke nyt:

– Efter et år på posten som landstræner har jeg haft mulighed for at vurdere tingene indefra. Derfor skal der også justeres i forhold til vores prioriteringer. Vi ønsker i højere grad at rykke tættere sammen og styrke dialogen med kørerne mere, end man har gjort tidligere.

– Målet hermed er at skabe et stærkt landshold og ikke mindst en dansk verdensmester. Og vi er sikre på, at Morten Svendens kompetencer som både coach og motivator kan løfte os yderligere i forhold til vores mål.

– Som landstræner har jeg fortsat det overordnede ansvar for udviklingen af vores kørere. Mit primære fokus er SGP/SON kørerne. Med Morten kan vi derfor også sætte ekstra fokus på gruppen af lovende talenter, som vi tror meget på i de kommende år.

Sportschef i DMU, Søren Andersen, tilføjer her om overvejelserne bag at tilknytte Morten Svendsen i den nye rolle som Team Coach for landsholdet:

– Vi er rigtig glade for, at Morten Svendsen har sagt ja til at arbejde med de bedste speedwaykørere i Danmark. Morten har over en årrække vist, at han kan skabe resultater på den øverste hylde. Og vi ser frem til, at det kan komme landsholdet til gode.

Morten Svendsen er både stolt og glad for muligheden for at arbejde med elitekørerne og ser frem til at sætte sit præg på det danske speedwaylandshold:

– Det er en rigtig spændende udfordring og jeg tror også, at jeg kan bidrage til at løfte kørerne med mine kompetencer. Jeg er rigtig glad for at få muligheden for at indtage rollen som Team Coach i DMU med fokus på den nye retning for dansk elitespeedway, samtidig med at jeg kan fortsætte mit arbejde hos Region Varde Elitesport med målet om en placering øverst i Speedwayligaen.

Landstrænertruppen i 2024 består således af:

  • Landstræner: Nicki Pedersen
  • Team Coach: Morten Svendsen
  • Ungdomstræner: Erik Gundersen