Nekrolog: Nels Juel Rasmussen, Fyens Motor Sport
Nels Juel Rasmussen, Agedrup er i en alder af 87 år efter længere tids sygdom afgået ved døden den 02.01.2025
Nels meldte sig ind i Fyens Motor Sport (FMS) som 17-årig og begyndte sin aktive karriere som motorkører. Talentet rakte hurtigt til at erhverve et seniorlicens og derefter et internationalt licens, som gav adgang til at anmelde sig til løb i hele Europa. Nels Juel Rasmussen skulle bl.a. takket være sit gode humør hurtigt vise sig at blive en populær kører i udlandet.
Han kom til start bl.a. i Kalimerkers, Vollgast, Apolda og legendariske Bergring Teterow (græs-terrænbane), daværende Østtyskland, flere Vesttyske baner, Holland, Belgien, Czekoslovakiet og Polen. Som et særligt højdepunkt fik han start i det Jugoslaviske Grand Prix, i Maribor netop i året hvor alle de store stjerner var til stede, hvem husker ikke Torsten Hallmann, Joel Robert og Sylvian Geboers
Det skulle snart vise sig, at FMS i Nels havde fået et medlem, der ikke alene engagerede sig i at køre motorløb, men også havde overskud til at deltage i løsningen af de mange praktiske opgaver, hvor medlemmerne kunne give en hjælpende hånd. FMS´s ledere gik aldrig forgæves til Nels, når der var behov for hjælp, – uanset opgavens størrelse var Nels altid positivt indstillet til at hjælpe. Det førte til korte perioder, som formand for FMS og FMU.
FMS, der i 2024 er fyldt 100 år, har gennem mange år markeret sig som en af de største og mest aktive klubber i Danmarks Motor Union (DMU) og som sådan gennem årene været repræsenteret i DMU´s bestyrelser eller udvalg. Her har Nels også bidraget som medlem af sportsudvalget for moto-cross og senere sportsudvalget for classic-cross.
Aktiviteterne i FMS var mange.
Internt blev der afholdt klubaftener med mange relevante emner som uddannelse af kørere, officials, gymnastik for de aktive, underholdning, filmaftener, klubfester m.m. – her var Nels naturligvis altid med.
Eksternt afholdelse af løb indenfor Speedway, Jordbaneløb, 1000 M løb, Moto-cross, bedømt trial, Scottype trial, Grand National og Road-Racing.
Nels deltog i det hele, enten som aktiv deltager eller hjælper.
Utroligt at en mand kunne overkomme at være så meget for sin forening, vil mange nok mene, – for Nels var det en vigtig del af hans tilværelse, hvor også familien deltog. Først og fremmest hans kone Lilly, men også sønnerne Lars og Morten med deres familier yder store bidrag.
Der skal her lyde en tak og et ære være Nels´s minde.
FMS og motorsporten har mistet en rigtig FMS´er.
09.01.2025 S.Conrad
Bisættelsen finder sted onsdag d. 15 januar kl. 11.00 i Agedrup Kirke,
med efterfølgende mindekomsammen.