DIF og DGI’s Foreningspulje åbner snart
Fra den 1. september åbner DIF og DGI’s Foreningspulje igen for ansøgninger i den lille kategori på op til 25.000 kr.
Som medlemsklub i Danmarks Motor Union har vores foreninger mulighed for at søge støtte til en række initiativer, der kan styrke jeres klub og skabe endnu bedre aktiviteter for medlemmerne.
Puljen kan blandt andet søges til:
- Rekruttering og fastholdelse af medlemmer
- Indkøb af udstyr og materiel
- Uddannelse og kurser for trænere, officials og frivillige
- Nye aktiviteter og tilbud til medlemmer
- Sociale arrangementer og fællesskabsskabende initiativer
- Projekter, der udvikler og styrker klubben
Ansøgningen skal indsendes af klubben selv via Centralt ForeningsRegister (CFR), men Danmarks Motor Union hjælper gerne med sparring omkring idéer, projektbeskrivelser og ansøgningsprocessen.
Erfaringen viser, at pengene i puljen hurtigt bliver fordelt. Derfor anbefaler vi, at I sender jeres ansøgning afsted hurtigst muligt, når puljen åbner – tænk derfor gerne over allerede nu, om I har en god idé, I kan søge støtte til.
Har I spørgsmål eller ønsker hjælp til jeres ansøgning, er I meget velkomne til at kontakte Danmarks Motor Union telefonisk eller på dmu@dmusport.dk.
Læs mere om puljen og hvordan man søger her.


