Onlinemøde gav mange gode input
Den 09.10.24 afholdt SK Enduro et åbent onlinemøde med interesserede deltagere fra det danske Enduro-miljø. På mødet deltog både kørere og klubfolk, såvel som SK-medlemmer. I alt deltog 20 personer.
Formålet med mødet var at få ideer og feedback med henblik på at imødekomme en række udfordringer i 2025 sæsonen.
På dagsordenen var således:
- Hvordan kan vi øge sikkerheden ved vores aktiviteter?
- Hvordan får vi engageret flere frivillige til løbsafvikling?
- Hvordan kan blive bedre til at afholde løb generelt?
Der kom mange gode input fra deltagerne gennem hele mødet som startede med punktet om sikkerhed.
En af deltagerne havde på forhånd sendt en liste til Sportskommissionen (SK), som blev gennemgået på SK-mødet d. 5/10, og som fremgår i referatet herfra.
Som ekstra tiltag vendte deltagerne bl.a. muligheden for at afholde førstehjælpskurser spredt i landet på årlig basis, så både kørere og officials er bedre rustet til at håndtere uheld.
Derudover snakkede man også om fokus på førstehjælpskits, kommunikation med telefon og walkie talkies, og opdeling af løbsområderne i zoner med skiltning og planlægning af hjælperuter.
Under andet punkt diskuterede man frivilligheden og hvordan man kan at gøre det nemmere at deltage som frivillig ved løb.
Én ting er, om man har tiden til at hjælpe, men det ville være godt med en tidlig tilmeldingsmodel, så man kan skrive sig på som frivillig i god tid. Ikke mindst så man kan holde kalenderen fri.
Derudover er det også vigtigt at synliggøre, hvad man skriver sig op til som frivillig i en specifik rolle, så man er forberedt på det, inden man møder op på dagen.
Det er også vigtigt, at de frivillige holdes motiveret, bl.a. ved at få indflydelse på, hvordan et spor skal bygges.
Ikke mindst skal vi huske at dele billeder på sociale medier, der viser, at det også er hyggeligt at mødes for at bygge spor.
Under punkt tre talte man om løbsafvikling og deltagelse.
Martin Nielsen fra EKD har haft held med at kontakte og afholde møde med garnisonen for et område på Sjælland efter afslag på leje af området.
Under mødet kom der en fin dialog, og man havde en snak om, hvordan EDK kan hjælpe med at gøre det nemmere at leje området. Bl.a. ved at EDK står for at udbedre ”skaderne” på området efter løbet. Så dette kan være en god fremgangsmåde fra andre arrangører.
I forhold til løbstilmeldinger var der igen et ønske om, at kalenderen og potentielle løbsdage bliver offentliggjort hurtigst muligt, så man kan skrive det i sin kalender som kører.
Derudover ville det også være godt med mere reklame for løbene gennem sæsonen.
Slutteligt talte man om at samle viden for løbsafvikling i et Løbsudvalg, der kan hjælpe arrangørerne på tværs af landet.
I første omgang ville det være godt, hvis et sådan udvalg kunne lave en drejebog for løbsafvikling, som indeholder en masser praktisk viden – særligt til nye personer i rollen som arrangør.
Nedsættelsen af Løbsudvalget blev efterfølgende godkendt af SK Enduro, og man vil opsætte et nyt onlinemøde blandt aftenens deltagere, der viste interesse i at være med i udvalget.
På næste møde, skal udvalgets specifikke arbejdsområder snakkes igennem.