SGP: Dansk speedwayfest i Vojens
Der er lagt op til en stor dansk speedwayfest, når næstsidste afdeling af årets Speedway Grand Prix-serie køres lørdag i Vojens. Med tre faste danske profiler, et dansk wildcard og yderligere to danskere som reserver bliver der rigeligt for hjemmepublikummet at heppe på.
Vojens Speedway Center danner endnu en gang rammen om verdenseliten, og traditionen tro ventes masser af danske speedwayfans at fylde lægterne og skabe en helt særlig kulisse omkring årets danske Grand Prix.
Danmark har Michael Jepsen Jensen, Leon Madsen og Anders Thomsen med i feltet. Alle tre har i løbet af sæsonen vist, at de kan blande sig med de allerbedste, og på hjemmebane får de nu endnu en mulighed for at jagte et stort resultat foran de danske fans.
Derudover får Frederik Jakobsen chancen som wildcard. Jakobsen sikrede sig pladsen gennem årets individuelle DM, hvor han kørte sig til sølvmedaljen efter Leon Madsen. Lørdag får han dermed muligheden for at prøve kræfter med verdens bedste på “hjemmebane” i Vojens.
Den danske tilstedeværelse stopper dog ikke her. Mikkel Andersen er udpeget som første reserve til løbet, mens Villads Nagel står klar som anden reserve.
Med så mange danske kørere omkring løbet er alle ingredienserne til stede for en stor rød-hvid speedwayfest.
Samtidig er årets Grand Prix-serie gået ind i sin afgørende fase. Lørdagens afdeling er sæsonens næstsidste, og der er derfor vigtige point på spil, inden verdensmesterskabet skal afgøres.



