SGP2: Andersen og Heiselberg vinder i Vojens
Foto: LS-Photo – Lars Schröer
Det blev en fantastisk dansk speedwayaften i Vojens fredag, da Mikkel Andersen sikrede sig U21-verdensmesterskabet, mens Nicolai Heiselberg fuldendte den danske succes ved både at vinde aftenens afdeling og køre sig til VM-sølv.
18-årige Mikkel Andersen kom til Vojens som førende i SGP2-serien efter en andenplads i Målilla og en sejr i Łódź. Med ti points forspring inden finalen havde danskeren et fremragende udgangspunkt og foran hjemmepublikummet gjorde han arbejdet færdigt.
Andersen sluttede årets SGP2-serie med 46 point og kunne dermed lade sig hylde som ny U21-verdensmester. Det er første gang siden Michael Jepsen Jensen i 2012, at en dansker vinder U21-VM.
Heiselberg vinder i Vojens og tager VM-sølv
Som om et dansk verdensmesterskab ikke var nok, sørgede Nicolai Heiselberg for endnu mere dansk jubel i Vojens.
Den 20-årige dansker leverede sin bedste præstation i årets serie, da han vandt afdelingen i Vojens. Sejren sendte samtidig Heiselberg helt op på andenpladsen i den samlede stilling med 42 point.
Dermed endte Danmark med både VM-guld og VM-sølv – en fantastisk afslutning på en SGP2-sæson, hvor de danske kørere har været med helt fremme fra første afdeling.
Stærk dansk bredde i Vojens
Også William Drejer har leveret en stærk SGP2-sæson og sluttede med 35 point på en samlet fjerdeplads, lige uden for VM-podiet.
Bastian Pedersen fik samtidig muligheden for igen at prøve kræfter med verdens bedste U21-kørere på sit Wild Card, som han havde kørt sig til ved at vinde det danske U21-mesterskab tidligere på året. Pedersen greb muligheden og leverede en flot indsats foran hjemmepublikummet i Vojens.
Desværre blev finalen ikke den afslutning på serien, som Villads Nagel havde håbet på. Nagel gik ind til den sidste afdeling med en samlet tredjeplads og dermed gode muligheder for en VM-medalje, men måtte udgå som følge af den skade, han pådrog sig tidligere på måneden



