To danske kørere efterudtaget til Junior-VM i motocross
Danmarks Motor Union kan med glæde meddele, at Vitus Horsebøg (65cc) og William Twagiramungu (85cc) er blevet efterudtaget til årets Junior-VM i motocross, som køres i Tjekkiet i starten af juli.
Den oprindelige deadline for tilmelding var overskredet, men arrangørerne valgte ekstraordinært at genåbne tilmeldingen. Det gav mulighed for at revurdere den danske trup, og derfor har landstrænerteamet valgt at udvide holdet med yderligere to kørere.
Planen var oprindeligt at sende fem kørere afsted, men med den nye mulighed blev det vurderet, at det gav god mening at inkludere både Vitus Horsebøg og William Twagiramungu.
Begge kørere har leveret stærke resultater gennem sæsonen og vist et niveau, som gør at de fortjener en plads på holdet. Samtidig blev det vurderet, at de vil være en værdifuld tilføjelse til en i forvejen stærk dansk trup.
Med efterudtagelsen tæller den danske trup nu syv kørere, som skal repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet for ungdomskørere i Tjekkiet.



