Tre danske talenter klar til SGP4 i Målilla
Arkivfoto: SGP4-podiet 2025 – Jarek Pabijan
Lørdag rettes blikket mod svenske Målilla, hvor verdens bedste speedwaykørere mellem 11 og 13 år skal kæmpe om verdensmesterskabet i SGP4. Danmark er repræsenteret med Harry Møller, Simon Jul Vindum og Lio Emil Kjærsgård.
SGP4 køres på 190cc-maskiner og er det første internationale skridt på FIM’s VM-stige, hvor mange af fremtidens stjerner får deres første oplevelser med international speedway.
De tre danske kørere Harry Møller, Simon Jul Vindum og Lio Emil Kjærsgård, ser alle frem til at prøve kræfter mod verdens bedste unge speedwaykørere. De tre danskere håber på gode præstationer og værdifulde erfaringer, når de tørner ud i kampen om verdensmesterskabet.
SGP4 afgøres over 20 ordinære heat uden semifinaler eller finale. Den kører, der har samlet flest point efter de 20 heat, kan lade sig kåre som verdensmester.
Finalen køres lørdag formiddag i Målilla som en del af en stor speedwayweekend, der også byder på både SGP2 og Speedway Grand Prix.
DMU ønsker Harry Møller, Simon Jul Vindum og Lio Emil Kjærsgård held og lykke ved årets SGP4-finale.



