20
motorbladet
Dirt Track-banen på Roskildevej var den første danske dirt track bane, og
var en kæmpe succes i årene herefter. Sporten blev udbredt til resten af
landet, indtil en særskat satte bremserne i for mange baner.
1931:
DIRT TRACK BLIVER POPULÆRT
Først i 1930’erne blev dirt track på de bløde jord- eller cinders-
baner udbredt fra de Københavnske baner til hele landet. Vejle fik
sin dirt track-bane i 1931, men også Karrebæksminde, Holbæk,
Odense og Århus stødte til. I 1933 blev Korsørs jordbane indviet.
Dirt track skulle vise sig at være en helt stor fornyelse i dansk mo-
torsport. De forholdsvis små runde eller ovale cinders- eller jordba-
ner, hvor kørerne kørte skulder ved skulder, trak masser af tilskuere.
Kørerne forfinede især deres teknik i svingene, så de ’broadsidede’,
altså drejede maskinerne for at køre ud af svingene med fuld gas,
ligesom i nutidens speedway. Som DMU-præsident Ove Bendixen
beskriver i 1929:
”Det er dette, som virker så fascinerende for publikum. De løse
cinders står i eet sprøjt op fra baghjulet, motoren brøler for fuld
kraft med fri udblæsning. Maskinen ligger i en vanvittig vinkel mod
jorden, mens der står ild ud fra udblæsningsrørene og fra rytterens
venstre støvle, der skraber mod jorden, og det ser ud, som forhjulet
står på tværs af maskinen.”
Bendixen var begejstret, men slog også fast, at dirt track var mere
forretning end sport. Mange af dirt track-banerne var drevet af pri-
vate og brugte blot lokale motorsportsklubber som stråmænd for
en DMU-godkendelse af løbene. Derfor var der mange magtkampe
mellem de foretagsomme baneejere og DMU-toppen gennem disse
år.
Selvom der kom mange tilskuere til den nye sport, blev banerne
kraftigt udfordret af en forhøjet skat, som betød at baneejerne skul-
le betale 40% af sin billetindtægt til staten. DMU kæmpede gennem
flere år for at få afgiftsforhøjelsen ændret, men uden held. En del
af banerne krakkede, og interessen for motorcykelsporten gik ned.
I sæsonen 1948 kørte man om Den Gyldne Hjelm på Gladsaxe Speedway.
Der blev kørt om hjelmen ved hver løbsdag, som var ca. hver 14. dag. Den
der vandt hjelmen fik 40 kr. i ‘dagpenge’ for hver dag, han havde hjelmen
i sit eje – ganske mange penge. I 1948 vandt Orla Knudsen hjelmen til eje
efter en hård slutstrid med den legendariske nordmand Basse Hveem.
Orla Knudsen med nr. 5 og Basse Hveem med nr. 3.
1946:
MOTORSPORT BLIVER FOLKESPORT
Ikke længe efter, at besættelsestropperne havde forladt landet,
tog dansk motorsport igen fart. Flere motorcykelfabrikker havde
udviklet maskiner til militær brug i krigsårene, og det betød langt
bedre, billigere og hurtigere motorcykler. Samtidig havde mange
unge mænd i hele verden stiftet bekendtskab med motorcykler
i deres militærtjeneste, og de ville ikke lægge den tohjulede fra
sig, bare fordi krigen var slut. Resultat: Motorcykelsport boomede
i mange lande.
Gentofte Stadion blev den første bane, hvor københavnerne igen
kunne se motorcykelsporten på rundbane. Denne bane åbnede i
1946, og den dannede rammen om flere velbesøgte landskampe
mellem danske, svenske og norske dirt track-kørere. Særligt Orla
Knudsen markerede sig som en dygtig kører i disse år, og i pressen
fik han tilnavnet ”Kongen af Gentofte”. Hobro åbnede landets første
1000 meter-bane i juli 1947, og alene i sæsonen 1947 var der an-
meldt 123 løb i DMU. Ifølge optællinger af Søren Kjær åbnede der
i 1946 14 speedway-, jord-, og græsbaner i landet.
Allerede i 1947 kunne Danmarks Motor Union tælle 7.067 medlem-
mer fordelt på 60 klubber og fire landsdelsunioner. I 1949 afholdt
man danmarksmesterskaber på både jordbane og i bakkeløb, lige-
som der blev afholdt et TT-løb i Køge.
Det var helt usædvanligt, at politimester Vagn Bro i Køge gav tilla-
delse til dette løb på en afspærret del af den nye Ringvej i Køge.
Løbet blev en stor succes.
