72
motorbladet
Den 65’ende version af Motocross of Nations løber af stablen 30.
september. Vi ser tilbage i tiden og hører tidligere danske delta-
gere, hvad der gør dette løb så specielt
Et holdløb i en sport for individualister. En mulighed for at forene
nationerne under et samlet banner, og samtidig finde ud af, hvem
der egentlig er verdens bedste. Motocross of Nations (eller Mo-
tocross des Nations, om I vil) har siden 1947 været stedet, hvor
legender fødtes, og mestre skrev sig ind i historiebøgerne. I en
sport, der ellers er præget af individualisme, bliver den årligt tilba-
gevendende kamp om Chamberlain-trofæet hilst velkommen med
kyshånd af de mange tusind fans, der hvert år valfarter til stævnet
fra nær og fjern. Her drejer det sig om fædrelandets samlede ære,
og samtidig giver strukturen alligevel plads til den individuelle præ-
station. En perfekt balancegang, der har tryllebundet masserne,
siden Nicholson, Ray og Rist sikrede England sejren ved den første
udgave. Dengang var deltagerantallet mere begrænset end i dag,
men det var alligevel begyndelsen på noget stort.
Fra scramble til MX
Motocross udviklede sig i starten af 1900-tallet i England, fra
simple prøver på tid, til egentlige løb hvor det gjaldt om at komme
først. Disse tidligere off-road løb blev kaldt scrambles, og var den
tidligste form for motocross. Det første historisk beskrevne scram-
ble blev afholdt i 1924, og derfra skulle der altså blot gå 23 år,
inden nationerne for første gang dystede imod hinanden. Faktisk
blev det første Motocross of Nations afholdt inden FIM lancerede
den første europæiske serie i motocross – forløberen for det, vi i
dag kender som VM.
De første år blev stævnet domineret af Storbritannien, men også
Belgien og vort broderfolk på den anden side af Øresund har haft
deres øjeblikke i det prestigefyldte løb. Faktisk har Sverige nået
at vinde Motocross of Nations hele seks gange – seneste gang
dog i 1974. Tæller man sammen, har der kun været otte forskellige
vindernationer siden 1947: Storbritannien, Belgien, Sverige, USSR
(Sovjet), Tjekkoslovakiet, Italien, Frankrig og selvfølgelig USA. Ame-
rikanerne har vundet Motocross of Nations uhyrlige 22 gange, og
alle disse sejre er opnået efter 1981, hvor de tog deres første ti-
tel. Dette var en direkte konsekvens af motocross-sportens indpas
i Nordamerika gennem 1970’erne, og da Donnie Hansen, Danny
LaPorte, Johnny O’Mara og Chuck Sun kørte sig til den første sejr
på Beilstein i Vesttyskland, blev det starten på noget stort. 12 år
skulle der gå, inden det lykkedes Storbritannien at bryde amerika-
nernes sejrsrække. Det skete i 1994 på Roggenburg i Schweiz, og
Herring, Malin og Nicolls’ sejr er stadig den nyeste, briterne kan
bryste sig af.
USA har tronen
Gennem 1990’erne pendulerede stafetten frem og tilbage imellem
Belgien, USA, Italien og Frankrig, indtil amerikanerne igen indtog
dominansens trone med i 2005. Siden da har der stået Stars &
Stripes på det hele, hvor det sidste år var Ryan Villopoto, Ryan
Dungey og Blake Baggett, der kørte sejren i hus til USA på St. Jean
d’Angely i Frankrig.
I år skal slaget stå på belgiske Lommel, og mangt en europæer
drømmer om, at det er her Team USA endelig kommer til at afstå
titlen.
Danmark har gennem tiderne været repræsenteret af de bedste vi
har kunnet mønstre, og danskerne har flere gange gjort flot væsen
af sig i det, der kan beskrives som verdens bedste motocrossfelter.
Det er netop det, der gør Motocross of Nations så unikt. Kun her
samles de bedste fra alle kontinenter, og udkæmper en kamp –
mand mod mand, nation mod nation. FIM mod AMA. Derfor strøm-
mer tilskuerne til. Derfor udråbes deltagerne til helte.
Årets danske hold udgøres af Nicolai M. Hansen i MX1, Nikolaj
Larsen i MX2 og Stefan Kjer Olsen i Open.
Næste sider: Læs kørernes opfattelse af MXoN
