7
motorbladet
Det er søndag 11.august og der er DM i road racing på Ring
Knutstorp. Solen skinner og banen er knastør. Du er ude og køre
kvalifikation på din baneracer, motoren kører perfekt og snerrer ad
dig, hver gang du giver gashåndtaget et vrid. Affjedringen spiller,
og du begynder at komme ind i et godt flow. Du er i god form, de
mange timers træning kommer dig til gode nu. Det er nu det gælder,
der skal sættes en god tid så du kan få en god startposition til de
to løb senere på dagen.
Pitboardet viser, at du har et godt pace, men du kan mærke der
er mere at komme efter, du har overskud og du tænker; ”bare lige
2/10 hurtigere...” Men så smutter den, forhjulet mister grebet, du
har presset grejet og dig selv til det yderste, er gået over grænsen
og er ikke længere i kontrol. Du er overladt til tilfældighedernes spil,
de afgør hvor slemt styrtet bliver.
De følgende sekunder opleves i slowmotion, og du når at tænke
mange tanker før du ligger stille; ”PIS, det her kommer til at gøre
ondt, bare der ikke sker noget alvorligt med cyklen….”
SEKUNDER SENERE
Du står bag autoværnet, hjertet hamrer og adrenalinen sørger for
at de knubs, du har fået, ikke kan mærkes. Du kigger hen på din
cykel og tænker. ”Det ser ikke slemt ud, den skal nok blive klar til
løbene.” Men inderst inde frygter du, at det er værre, end du kan
se. Kvalifikationen bliver flaget af, og fejebladet kommer ud til dig.
Du bliver spurgt om du er OK. ”Lad os nu bare få den cykel ind,”
tænker du, mens du siger ”ja ja”.
Turen ind til din lejr er lang, I skal gennem hele ryttergården, og
du er for et øjeblik den mest betragtede kører i hele ryttergården.
Turen er især lang, fordi du står og kigger på din cykel, det ser ikke
godt ud. Hvorfor drejer forhjulet til højre, når gaffelbroen siger det
skal pege ligeud? Hvad er det forgaflen ikke forstår??
Cyklen bliver læsset af, dine venner og nærmeste er ligeglade med
cyklen, de er bekymrede for dig. ”Jeg er OK,” siger du. Inden du har
smidt læderdragten er der allerede folk i gang med at skrue på din
cykel. Der er kun en time til løb 1, og det ser ikke godt ud. Andre
kørere kommer og spørger, om der er noget du mangler, affjedrings-
eksperten kommer og spørger, om der er noget han kan gøre for at
hjælpe. Tilskuere står i passende afstand og måber over, hvordan
din racer ser ud. Det står malet i deres ansigter, at de synes du er
en lille smule vanvittig.
DOMMEN FALDER
Du får dommen af dine hjælpere og kan jo godt se det selv; den
bliver ikke klar, skaderne er for voldsomme og vi kan ikke skaffe
de dele der skal bruges. ”Sådan noget L.O.R.T.,” tænker du og en
blanding af frustration og skuffelse afløser adrenalinen. Al den tid,
træning og ikke mindst penge du har brugt på at forfølge din drøm,
virker lige nu fuldstændig meningsløst. Tanken om at droppe spor-
ten og sælge det hele strejfer dig. Fiaskoen presser sig på. Udsig-
ten til at pakke sammen og køre hjem, uden at gennemføre løbene
og med 0 point i bagagen, er ikke til at bære.
Du bliver tilbudt at låne en anden kørers motorcykel. ”Det kan jeg
da ikke,” tænker du. ”Det er jo hans kæreste eje, tænk hvis nu der
sker noget.” I bliver enige om betingelserne: you break it you buy it,
lyder det typisk. I bund og grund tænker du det ikke helt til ende,
for hvad nu hvis du smadrer den, det behøver ikke engang være din
skyld. Ethvert normalt tænkende individ ville takke nej tak, men det
gør du ikke.
Du siger ja tak, lægger en ny plan og stiller til start på den lånte
motorcykel. Du gennemfører begge løb og er tilfreds med lidt færre
point, end du havde håbet på inden uheldet. Fiasko er vendt til
succes, du giver din nye bedste ven et håndtryk, siger tak for lån og
derefter et kæmpekram.
Da DM afdeling 7+8 blev kørt i august på Ring Knutstorp stillede
hele tre kørere til start på lånte motorcykler i 1000 ccm klassen.
Jan Jespersen, Simon Tirsgaard og Keld Sommer var alle begun-
stiget af andres velvillighed til at hjælpe. I road racing eksisterer
der en helt unik kultur. Vi hjælper hinanden og der er næsten ingen
grænser for hjælpsomheden. Vi er alle i samme båd, vi deler pas-
sionen for fart, adrenalin, teknik og glæden ved at flytte grænser,
vinde og ikke mindst overvinde sig selv. Viljen til at hjælpe hinan-
den og fællesskabet i RR er fuldstændig unikt og selvom vi dyrker
en ego-sport, er der ingen der kan gøre det alene. That’s the race
spirit!
road racing
