21 / 44
21
offtrack
/ motorbladet
Bændlet var slidt , ufuldstændigt og for-
skelligt også i samme sektion, pilene sad
fra 10 til 100 cm i højden eller lå vandret
på jorden. Heldigvis var 80% af sporet
opad, og det var godt for mig. Mine
bremser er ikke for gode, til gengæld har
jeg masser af maskinkraft.
Havde det været hjemme, var vi kørt igen
uden at gennemføre. Men hvad, vi måtte
klø på og få det bedste ud af det: Der
var 20 sektioner, der skulle gennemkø-
res to gange på dag 1.
REGN AF STRAFPOINT
Alene på 1. dag havde jeg mindst 30
strafpoint pga. fejlkørsel - og yderligere
mange pga. mig. Da en stor del af
trialkørsel foregår mellem ørerne, begår
jeg mange fejl, hvis jeg er træt, arrig
eller på anden måde ude af mental
balance. Jeg var blevet advaret om finsk
sektionsbygning, så jeg havde skruet
forventningerne så langt ned jeg kunne,
og det lykkedes faktisk at klare det
næsten uden at blive ophidset.
Vi kørte med Lars på 76 og Hannu på
68, og de begik ikke ret mange fejl, men
som jeg sagde til Lars: jeg har stadig 18
år at træne i for at nå dit niveau. Det er
en lille let og fin Honda, han kører på.
Men det ses, at han blev Finsk mester i
1960 og har trænet siden.
Vi smadrede ikke cyklerne eller os selv,
vores myggespray virkede, og dag 1 var
overstået. Så vi besluttede at tage dag
2 med.
Dag 2 startede som dag 1 med ny
gruppeindeling og 20 nye sektioner af
samme kvalitet som dagen før. Vi fik ny
gruppeleder, som kørte meget stærkt
på transportruten, der var sjovere end
dagen før.
Vi klarede 1. gennemkørsel i samme
stil som dagen før, altså som dem med
absolut flest straffepoint. Så var der
middagspause, Leif smed sig på jorden
og forsvandt ind i en anden virkelighed
ved hjælp af noget musik. Senere fortal-
te han, at det var meget tæt på, at han
ikke var startet på 2. omgang,
Jeg gjorde som jeg plejer: spiste til jeg
blev træt i armene, kontrollerede mc’en
og så var jeg klar igen.
2. omgang gav intet nyt, bortset fra atvi
nu kendte transportruten lidt bedre. Jeg
gjorde, hvad jeg kunne for at nyde både
transport og sektioner, og det var da
også kun ganske få gange, jeg var ved
at koge over. Man bliver nok lidt mere
ligeglad på sidste omgang, når man ved
hvor mange fejl, man har begået og hvor
umuligt det er at rette op på.
Så var det slut. Den ene gruppeleder
regnede lidt på det og hængte et stykke
A3-papir op. Vi fik et deltagerbevis og
opdagede, at det var den finske måde
at afslutte to dages trial på. De lokale
forsvandt og vi hilste af.
Nu er det kommet lidt på afstand, det
var nu ikke helt dumt alligevel. Min kone
Inge var på Cypern på badeferie imens;
det havde nok været lige så svært for
mig. Så pas på derovre, jeg kommer
igen, der er bare det at classic trial køres
også i Belgien, Holland og Isle of Man.
Min start på classic trial var et gammelt
vrag, som jeg satte i stand, fortæller Kjeld
Gerken
Leif på vej op ad bakke et sted, hvor
afmærkningen er nogenlunde i orden.