23
motorbladet
offtrack
uden udfordringer, for dagen inden min amerikanske cykel skulle
sendes til Foz Do Iguacu i Brasilien, stod min motor af. En stor
operation, som hverken kunne nå at blive lavet i USA eller Brasilien.
Så min debut til X-Games blev på en delecykel med min kammerat
fra Australien, Jack Field. På trods af at det var en GasGas, som jeg
har kendt siden 2008, så var det langt fra optimalt. 10 minutters
træning på en helt ny cykel, og så til start mod Blazusiak, Brown,
Webb og Co….
Jeg fik røvfuld og både Jack og jeg var enige om, at det her kræver
vist en del træning, før det bliver rigtig sjovt. Mens løbet var knap
så fedt at være en del af, så var Brasilien en stor oplevelse. Især
vandfaldene, som pumper tre gange så meget vand ud som Niagra
Falls, de andre konkurrencer og så naturligvis at bo på et luksus-
resort med alle atleterne. Fester om aftenen og fed underholdning
Peter Weiss måtte droppe X-Games 2012 på
grund af et alvorligt uheld kort før konkurren-
cen.
om dagen – hvad mere kan man bede om? Som lille var jeg kæmpe
fan af Edgar Torronteras og har fulgt ham lige siden. At have mu-
ligheden for at lære ham at kende var endnu et af de fantastiske
minder jeg har fra Brasilien.
Næste afdeling af X-Games var i Barcelona, og her gik jagten ind på
at få min motorcykel lappet sammen. GasGas er jo født i Spanien,
så fabrikken tog sig af min cykel inden min ankomst. Barcelona er
en smuk by og i en lille gruppe tog vi rundt og så det mest interes-
sante. Løbet gik for mit vedkommende bedre end sidst, da banen
både var hurtigere og tør. Endurocross er en farlig sport, især når
hoppene er lavet af træstammer. Derfor er jeg som udgangspunkt
tilfreds med et løb, hvis jeg ikke på noget tidspunkt har været nede
og kysse sten, træstammer eller traktordæk. En håndfuld topkørere
stod af i løbet af dagen og værst gik det udover legenden Destry
Abbott, som jeg har haft fornøjelsen af at lære og kende og træne
sammen med i Arizona.
München var en mudret affære, hvor vores løb blev skubbet et
døgn. Uheldig timing, da det var midt i de sidste forberedelser af
RedBull Romaniacs i Rumænien, hvor jeg de sidste par somre har
hjulpet som trackmanager. Det hjalp heller ikke, at jeg samtidig
missede mit fly hjem dagen efter. München var jævnt kedelig og
de andre konkurrencer var nu blevet ret normale at kigge på. Vejret
bidrog til en masse aflysninger, udskydelser og knap så god stem-
ning. De fleste deltagere havde mere travlt med at kommunikere
på sociale medier end med at kommunikere med det nuværende
selskab. At jeg ikke blev inviteret til den sidste afdeling i L.A. gjorde
mig absolut intet – på det tidspunkt var jeg ved at være lidt træt af
at sidde i flysæder og vidste at min præstation i L.A. ikke ville blive
meget bedre end ved de første tre afdelinger.
VAR DET DRØMMEN?
Undervejs i X-Games oplever man tit underlige forskydninger af
tidsplan og program. Der bliver taget beslutninger, som ikke giver
mening for deltagerne og giver anledning til forundring. Lidt efter
lidt fandt jeg ud af, at X-Games er et TV-program meget mere end
det er et fedt event for deltagerne. At rejse så langt for så kort en
konkurrence er for mig ikke længere interessant, men jeg er enormt
glad for at jeg nåede så langt. Ingen danskere har før været med på
motorcykel til X-Games, og det er da et faktum jeg er stolt af. Jeg
har indset, at EnduroCross er så specifik en sportsgren, at skal jeg
nogensinde kunne konkurrere med andre end mig selv, så skal jeg
have en privat bane og en hulens masse træning og penge. Jeg ser
ikke nogen af scenarierne som realistiske, så fremover sætter jeg
målsætninger, der matcher min profil lidt bedre – og det er lange
svære løb i naturen.
