19 / 40
19
off track
/ mb
12. juli. Det er til prologen. Jeg står
med min KTM EXC 250 i række
og geled lige uden for den gamle
middelalder bymur i Sibiu, Rumæ-
nien. Det er først på formiddagen
og temperaturen har ”kun” nået de
25 grader i skyggen. Maskinen får
endnu et par vrid på gassen, så den er
varmet godt op. Inde i min hjelm farer
de sidste af mange tanker gennem
hovedet. Foran mig opløses rækkerne
af enduro maskiner gradvist og glider
ind på enkeltkolonne mod Red Bull
start portalen. Over 450 kørere skal
i løbet af formiddagen den samme
vej. Her står unge kvindelige officials
i hvide stroptrøjer og korte shorts og
tæller ned. Hvert 20. sekund sendes
næste kører afsted på den berømte
og berygtede prolog og tidskørsel.
Det er over ni måneder siden, at jeg
blevet meldt til løbet, som på få dage
havde fået samtlige pladser besat.
Og lige siden har Romaniacs fyldt
meget i min bevidsthed, som var det
en militær mission, jeg havde meldt
mig til. Alt hvad jeg næsten har
haft af fritid og energi er smidt ind i
det, som uundgåeligt starter om få
minutter. Hele vinterens og forårets
træning med alt fra teknisk trialtræ-
ning og -konkurrencer, enduroløb,
crossfit, lange løbe- og cykelture
skal kulminere nu og de næste fem
dage. Et utal af overvejelser og
justeringer på maskinen, så den kan
klare de hårdeste prygl og samtidig
køre optimalt: Let gearing, blæser på
køleren, GPS beslag, trækstropper
for og bag, ekstra beskyttelse på alle
sårbare steder, ekstra blød mousse i
baghjulet. Og tusind andre detaljer…
Og så lige det mod, der nu skal til for
at styre ud mod 20 vanvittige forhin-
dringer bygget af tykke træstammer,
dæk, kæder, containere, klippeblokke,
vandgrave og ramper i alle afskygnin-
ger. Jeg ænser ikke heavy metal-mu-
sikken, der banker fra Red Bulls
matsorte og pansrede DJ-bil. Hånden
lige foran mit ansigt viser fem fingre,
fire, tre, to, en…
Min maskine rykker afsted – ikke
vildt som i en MX-start, for der er
kun fem meter til det første solide
double jump, og underlaget er asfalt.
Forhindringerne har fået sigende
navne som: Guillotinen, Mad Max,
Bike Wash og Alcatraz. Jeg ruller
roligt men stadig beslutsomt over de
første forhindringer. Det går sgu OK,
kan jeg mærke, men jeg hører også
erfarne Klaus Sørensens stemme i
mine ører: ”undgå at blive overmodig,
når de hundredvis af tilskuere hepper
på dig”.
Klaus har planlagt løbet de sidste
seks år og set mange uheld. Så jeg
fortsætter mere i trial- end enduro-
tempo. En forhindring med fire store
kæder spændt på tværs af sporet i 40
cm højde driller lidt, og styret er lige
en tur i asfalten. Men fremad går det,
skønt jeg ser styrtede konkurrenter
her og der. Det er ikke tilladt at hjæl-
pe hinanden i prologen. Jeg satser
på det højre spor og kommer sikkert
over 20 meter med store bildæk, som
dækker hele vejen. Pludselig vender
jeg på det tre meter høje corner jump
og er på vej retur mod mål. Nu er det
bare regulære store træstammer
og et par ramper, som skal forceres.
Efter fem minutter er jeg sikkert forbi
det ternede flag – helt overstadig
og har lyst til en runde mere. Godt
nok er resultatet i den tunge ende af
bronzeklassen, men uden skader til
den første off-road etape start næste
morgen. Det er lige efter min game
plan. Jeg møder flere af de andre
danskere Lasse, Simon, Dan og Emil
i målområdet, og vi high fiver over
UKENDT
TERRÆN
I Romaniacs kører man hele
tiden i nyt og ukendt terræn – i
modsætning til mange enduro-
løb, som er omgange, der indlæ-
res for hver omgang. Romaniacs
dækker ca. 700 km. på fire dage.
Så det er 700 ukendte kilometer,
der skal håndteres.
GPS-HANDICAP
I Romaniacs er alle kort slettet
fra GPS’en. Kun en linje på
displayet og en pil der viser egen
position er til rådighed. Det skal
forebygge at nogen tager evt.
genveje. Det gør også at alle
checkpoints kommer uventet og
det er meget svært at beregne
afstand til næste cut-off eller
tank punkt. Så der skal køres
meget målrettet for at komme
under de ca. otte timers tilladt
køretid hver dag.